Sæby

Lækkerier i det gule hus på hjørnet i Sæby

Kræsne kunder går efter delikatesser og stil i Madam Smeds cafehjørne og gavebutik

- Det er vigtigt for mig at kunderne føler sig velkommen hos Madam Smed, når de træder over dørtærsklen. Jeg nyder at skabe et åndehul, hvor det skal være hyggeligt og rart, og hvor kunderne kan komme lige ind fra gaden, uanset hvem de er. For mig er hygge lig med imødekommenhed og nærvær, siger Susanne Nilsson

- Det er vigtigt for mig at kunderne føler sig velkommen hos Madam Smed, når de træder over dørtærsklen. Jeg nyder at skabe et åndehul, hvor det skal være hyggeligt og rart, og hvor kunderne kan komme lige ind fra gaden, uanset hvem de er. For mig er hygge lig med imødekommenhed og nærvær, siger Susanne Nilsson

SÆBY:Vinduet står lidt på klem og det første, der møder mig, er duften af nybagte boller - midt på formiddagen.

Det næste er Susanne Nilssons smil, der fylder døråbningen i gården ud til Søndergade 20.

Blot et stenkast fra Krystal Torvet i Sæby - på et lille hjørne i en smuk, gammel bygning har Susanne Nilsson indrettet sin cafe og delikatesseforretning, Madam Smed, hvor der er trængsel mellem spændende teer, velduftende kaffe, et hav af søde fristelser, specialiteter, spændende gaveforslag, sjove skilte, smukke ting og sager - lige til at skabe en god stemning, tage med hjem eller give i gave.

Dineren er blevet voksen

Susanne Nilsson startede for et par år siden Susies Diner på Strandvejen, hvor menuen stod på burgere, sandwichs og gammeldags isvafler fra marts til september, men nu har hun skiftet burgerne ud med delikatesser og byder hele fremover hele året kunderne indenfor hos Madam Smed.

Konceptet bag Madam Smed er enkelt. Hun har gjort Oscar Wildes motto til sit eget. Den verdensberømte engelske forfatter sagde, blandt meget andet:

”Man kan modstå alt undtagen fristelser!”

Dagens stemning

- Det er vigtigt for mig at kunderne føler sig velkommen, når de træder ind af døren. Jeg nyder at skabe et åndehul, hvor det skal være hyggeligt og rart, og hvor kunderne kan komme lige ind fra gaden, uanset hvem de er. For mig er hygge lig med imødekommenhed og nærvær, siger Susanne Nilsson

I cafehjørnet er der mulighed for at få en kop varm chokolade, en kande afternoon tea eller kop kaffe, læse avisen, skrive et postkort, tage veninderne, kæresten eller forretningsforbindelserne med. Og måske lade sig inspirere af de spændende ting, Madam Smed har på hylderne - i spiselig og ikke-spiselig form.

- Dagens stemning bestemmer, om jeg har varme boller, lagkage med flødeskum eller nybagte småkager på fadet, siger Susanne Nilsson.

Uanset hvad, er der altid mulighed for at blive fristet, da kunderne kan vælge hvilket som helst lækkeri til kaffen fra butikkens bugnende udvalg.

Ella Dorotheas rutebillagkage

- Jeg har på mange måder ladet mig inspirere af min afdøde mormor. En mormor som blev 101 år gammel og som altid formåede at skabe et dejligt åndehul i sit hjem. Den populære rutebilslagkage, jeg efterhånden har solgt nogle stykker af, er netop opkaldt efter min mormor - Ella Dorothea - som har serverede den ret ofte til de teselskaber, hun holdt i haven, for sine veninder - gennem sit lange liv, fortæller Susanne Nilsson.

I Madam Smed er der et basissortiment af te, kaffe, søde fristelser og chokolader, hvor bl.a. Aalborg-chokoladens flødeboller er i meget høj kurs. På hylderne finder kunderne specialiteter, men også sjove og anderledes ting fra mange steder i verden - ofte med en lille historie tilknyttet.

Tehætter med personality

Som noget helt anderledes er Susanne Nilsson begyndt at sy unika tehætter.

- Jeg har selv haft svært ved at finde en spændende, personlig tehætte. Men med en unika tehætte er der kun få eksemplarer af hvert slags. At vælge en tehætte fortæller lidt om kunden, alt efter hvilket design man vælger. Så med tehætten følger en lille historie om personen. Tehætten bliver mere end bare en praktisk effekt, der skal holde på varmen, siger Susanne Nilsson.

Og for en hel verden, der holder af at skabe sit personlige aftryk på alt, hvad man omgiver sig med, lyder det som en sællert. Næste projekt er en hætte til stempelkander - bestillingerne er allerede indløbet og så er det bare med at komme i gang med produktionen.

Læs på skiltet og smil

Susanne Nilsson kan godt lide at være kreativ og føre sine krøllede tanker ud i livet - også de skæve ting. Derfor vil man indimellem kunne opleve små finurligheder på de skilte, der står udenfor - og på de skilte, der hænger indenfor. Hvem kan f.eks. stå for et skilt på spejlet, der fortæller én at man er smuk - det kan man kun blive oplivet af i de triste vintermåneder. - I det hele taget kan jeg godt lige, at folk undrer sig og trækker lidt på smilebåndet. Alt for mange har så travlt, at de ikke lige ser de små detaljer, der omgiver os. Når man så opdager det, smiler man - og smil det smitter jo, siger hun.

Spændende kort på bestilling

Når der ikke er travlt i butikken, maler hun spændende kort til forskellige lejligheder. Og kunderne må meget gerne komme med spændende udfordringer og forslag til specialkort. I det hele tage er gaver til enhver lejlighed en del af konceptet i Madam Smeds, og har kunden ikke selv idéer eller forslag, vil Susanne Nilsson meget gerne hjælpe til.

- Alt skal kunne lade sig gøre her i forretningen. Både de helt personlige gaver og de flotte kurve eller æsker til jubilæer og runde fødselsdage. Og vil man selv tage kurv, vin eller andet med, så finder vi ud af, hvordan vi sammen kan lave en helt rigtig gave, siger Susanne Nilsson.

Hun tror på, at det er vigtigt at lægge sjæl og personlighed i gaven. - Det er ikke væsentligt at en gave bare er dyr. Derimod er det vigtigt at giveren har tænkt på den, der skal have gaven og har lagt tanker og personlighed i den, siger Susanne Nilsson.

Gårdhave med sandwich

Udover at skabe indendørs cafeliv i Sæby i vintermånederne har hun planer om at gården og haven i Søndergade 20 inddrages til et gårdhavemiljø, hvor der bliver serveret sandwichs og lidt koldt til ganen.

- Vi har haft stor lokal opbakning da vi startede Madam Smed og rigtig mange trofaste kunder fra Susies Diner er fulgt med ind i det lille, gule hus. Så vi glæder os til en travl hverdag her forretningen, slutter Susanne Nielsson.

Det siges, at bag enhver stærk kvinde står en mand - hos Madam Smed kan kunderne derfor møde Glenn Smed bag disken en gang imellem.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst