Lækkerier i og fra Skagens natur

Deltidsskagboen Edit Moltke-Leth fortæller i "Sommermad i Skagen" om god mad,der smager af naturen

Skagen 1. september 2005 06:00

Gl. SKAGEN:Blot et øjekast fra et af Skagens mange maleriske vartegn, Sømærket i Gl. Skagen, tilbringer et meget aktivt menneske en stor del af sin tilværelse. Edit Moltke-Leth er direktør i Moltke-Leth Gruppen og cheftræner i erhvervslivet - med et andet ord erhvers-psykolog. Hun er foredragsholder, arbejder med teambuilding og personlig udvikling, og så er hun en meget flittig, anerkendt og dygtig forfatter. Kærlighed til Skagen Hendes seneste "Sommermad i Skagen" er blevet til som en naturlig følge af forfatterens kærlighed til Skagen og Gl. Skagen helt specielt. Bogen er også skrevet i Gl. Skagen, hvor hun og manden, tidligere minister Isi Foigel, nyder en stor del af året i parrets dejlige hus. - Her slapper jeg så dejligt af og får også lavet en masse under mine ophold. Til daglig arbejder og bor jeg på Nyhavn i København, og det er også dejligt, men Gl. Skagen er noget helt andet. Her kan man finde fred og ro til at arbejde, og med dagens teknik, betyder det jo ikke så meget, hvor man opholder sig, fortæller Edit Moltke-Leth. Psykologi og mad Som titlen antyder, handler hendes nye bog både om mad, mennesker og Skagen. - Psykologi og mad optager mig meget. Mange mangler selvværd, og det kan man få ved at lave god mad, og min bog giver opskriften på lækkert og god mad, som alle kan være med til. - Selv i dag er det kvinderne, der for det meste laver alt det grove og forberedende arbejde i køkkenet, hvor hun arbejder mange timer. Manden henter børødet, griller kødet, serverer og nyder på mange måde prestigen i køkkenet, mens kvindens rolle ofte ikke er så synlig, vurderer Edit Moltke-Leth. Hendes bog er også tænkt som en bog, der måske kan røre ved nogle af de faktiske forhold og rollefordelinger i køkkenet. - I bogen bliver man vejledt i at lave let og populærmad, som nemt kan laves i sommerhuset eller i udekøkkenet. Man kan etablere et udekøkken for ganske få kroner. Jeg har for eksempel brugt en vask til 20 kroner. Det er skønt, når man kan lave alt ude lige fra at rense fisken til at bage brødet. Det er nemt, enkelt, veltillavet, og det smager dejligt, siger forfatteren og chefkokken. Gode venner Hun sætter stor pris på at lave mad til venner, der sætter sig omkring det runde bord og taler sammen i timevis. - Den gode man, det gode selskab og gode diskussioner med masser af tid til hinanden hører sammen med sol, sommer og den rå, salte skagenblæst. Edit Moltke-Leths nye bog er meget inspireret af Skagen og naturen. - Der er mange opskrifter og inspiration til at bruge mange af de lækkerier, der findes i områdets natur. Bær og urter plukker man nemt på heden, og der kan jo også laves mange spændende snapse på lokale planter og bær. Det er hendes 22. bog og hendes første kogebog. De andre er skrevet mest i forbindelse med Edit Moltke-Leths virke som erhvervspsykolog og inspirator for erhvervslivet. - Jeg holder mange foredrag for erhvervsfolk, men jeg kunne også godt tænke mig at komme ud og fortælle om mad til alle mennesker. Der er ingen prædiken i denne bog heller ikke om at spise sundt, men om at lave god mad, der smager godt. Det gode måltid I bogen fortæller hun blandt andet, at det gode måltid begynder hos grønthandleren, hvor hun køber godt med friske grøntsager og krydderurter. Turen går videre til slagteren eller fiskehandleren. - Jeg sætter pris på deres gode råd og opfordrer alle til ikke at være bange for at eksperimentere. Det går ofte langt over forventning. - Prøv også at udvikle egne opskrifter med udgangspunkt i halvfærdige produkter fra de gode specialforretninger. Dem kan man pifte op, så de bliver mere personlige. Der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken hver gang.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...