Lækkert mål på lækkert tidspunkt

Rasmus Olsens første VM-mål var stærkt med til at knække Italien

Ishockey 8. maj 2007 06:00

Italien Danmark 2-5 Ishockey VM, mellemspil MOSKVA: - Det var et lækkert mål på et lækkert tidspunkt. Det var perfekt. AaB-fighteren Rasmus Olsen formelig strålede af glæde, da han kom ud fra kampen mod Italien, hvor han med sit mål assisteret af Thor Dresler til dansk 4-2 føring midt i tredje periode reelt knækkede italienerne. Inden da var danskerne kommet stormende ud til kampen og havde i løbet af de første knap syv minutter bragt Danmark i front med 3-0 på fejende flot ishockey mod nogle tilsyneladende modløse italienere. Det ændrede sig i anden periode, hvor danskerne lullede sig i søvn over 3-0 føringen, og det straffede italienerne med to scoringer. Men så tog danskerne sig sammen og på bl.a. Rasmus Olsens scoring blev kampen kørt hjem i sikker stil med yderligere en scoring af Mads Christensen på en flot assist af AaB’s Jens Nielsen. Beskedenheden selv Rasmus Olsen var trods glæden over sit sjette landskampsmål - men det første i VM-sammenhæng - beskedenheden selv om betydningen af scoringen. - Jeg følte hele vejen, at vi var bedre end dem, også selv om det ikke så så godt ud i anden periode. I tredje periode var vi igen bedre end dem, så jeg tror vi ville have vundet, selv om jeg ikke havde scoret det mål. Men det hjalp da i hvert fald ikke på deres chancer, underspillede Rasmus Olsen. - Vi spillede for den chance for at blive inden for de 10 bedste. Det er stort - en lille nation som Danmark blandt de 10 bedste hockeynationer i verden. Det er også første gang, vi har vundet en kamp i en mellemrunde, så vi skrev lidt historie i dag. Det var dejligt, sagde den glade AaB’er. Han understreger, at han trods flytning frem og tilbage mellem kæderne under VM ikke på noget tidspunkt har været utilfreds. - Jeg har vidst fra starten, at jeg var en af de spillere, der skulle spille nede i den fjerdekæde. Så al den spilletid, jeg har fået, har jeg bare været glad for, sagde målscoreren. Glæder sig til ferie Han erkendte, at han var ved at være lidt slidt efter først et langt slutspil med AaB og nu et langt A-VM. - Men når man vinder, så føler man sig knap så træt, men det skal blive dejligt med noget sommerferie nu, grinede Rasmus Olsen. Nu er det så Canada i 2008 det gælder. - Jeg skal da gerne indrømme, at jeg godt vil med til Canada. Det skal ikke være nogen hemmelighed, men et har jeg slet slet ikke skænket en tanke endnu, påstod Rasmus Olsen. Han og de øvrige spillere i fjerdekæden - Thor Drelser og Michael Smidt - fik i øvrigt store roser med på vejen af landstræner Mike Sirant. - I dag, da der var brug for dem, viste de, at man kan stole på dem. De fik mere spilletid, og de scorede et vigtigt mål for os, konkluderede landstræneren på fjerdekædens indsats.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...