Længe åbent i Vejgaard-butikker

VEJGAARD:Igen i år holder forretningerne i Vejgaard Open by Night aftenen før store bededag. Denne torsdag aften kan man handle indtil klokken 22, og samtidig har butikkerne sørget for sjov og musik i gaderne. Børnene kan for eksempel se frem til at røre lattermusklerne i selskab med Back & Thorleif. De to musikere leverer et show, der er en god blanding af gammeldags gøgl, krydret med en masse god musik. Back er den sjove cirkusdirektør, og Thorleif den pudsige cirkushjælper og musiker. Som ved tidligere Open by Night-arrangementer bliver der også i år en chance for at få et ballondyr med hjem. Din Grønne Skobutik /Vejgaard Sko har hyret ballonmanden Danny til at lave ballondyr for børnene, og det plejer at være et stort tilløbsstykke. SuperBrugsen har arrangeret et modeshow, hvor en flok børn viser noget af butikkens børnetøj, og optiker Lars Bloch holder åbent i brillebutikkens nye galleri, hvor kunstneren Pia Fog udstiller og selv er tilstede den aften. På Vejgaard Torv sidder en flok ynglingespillere fra Vejgaard Boldspilklub parat til at blive skudt i vandet, og på Vejgaard Bymidte er der øltelt, biludstilling, linedance med mere. Længere oppe ad Hadsundvej kan de sultne få mættet maverne hos slagtermester Ib Holmberg, der lægger marinerede skinker på sin store grill, der i aftenens anledning er stillet op ude på den lille plads ved Arbejdernes Landsbank. Jyske Bank har allieret sig med en motorcykelklub, som viser deres Virago-motorcykler frem foran banken, og foran værtshuset Kahytten kan man høre sækkepibemusik. Også de øvrige pengeinstitutter og forretninger i Vejgaard er på dupperne denne aften for at give folk en hyggelig oplevelse i byen.