Længe leve Herman

En kagedej til en såkaldt venskabskage går i disse uger på omgang i Nordjylland. NORDJYSKEs journalist har haft besøg.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det ender med en kage - og faktisk en velsmagende en af slagsen.

Jeg har fået feriebarn. Eller rettere børn - der er to - og at dømme efter deres navne er det drenge. Min veninde ringede på døren en aften og afleverede dem. - Du får to. Bare for en sikkerheds skyld. Hvis du nu skulle komme til at slå den ene ihjel, sagde hun og overlod en pose til mig. - Det er nogle af de nemmeste mænd, du vil møde. Der er ingen brok. De snorker ikke, og børnene er glade for dem. Det lød umiddelbart lovende, men jeg syntes alligevel, jeg sporede en snert af lettelse, da hun hoppede ned af trappen. Opmuntret satte jeg dog de små nye væsener på køkkenbordet og brugte de næste minutter på at studere deres sprutten og boblen. - Splllllååååb, lød det prøvende fra først den ene og så den anden. Inden nogen kontakter de sociale myndigheder er det måske på sin plads at forklare sammenhængen. I ti dage har jeg plejet og passet mine ferietvillinger. Rørt ved dem flere gange om dagen, fodret dem efter en nøje tilrettelagt kostplan og i det hele taget bare holdt øje med, at de trives. De har kvitteret ved at vokse sig store og saftige. Mine feriebørn er aflæggere af den såkaldte venskabskage Herman. En naturligt gæret kage, man arbejder op efter et skema for på tiendedagen, inden man bager den, at tage fire dele dej fra, man kan sende videre til sine venner. Man kan kalde kagen et spiseligt kædebrev eller en tamagotchi for voksne. Jeg plejer ellers at være stopklods for al den slags rundgangs-halløj, altså den der sletter kædebrevene uden overhovedet at overveje at sende videre, men Herman må siges at være undtagelsen. Måske af nostalgiske grunde. Min mor blev nærmest forelsket Han kom første gang ind i mit liv engang i begyndelsen af 80'erne, da en klassekammerat overtalte mig til at lade ham flytte ind. I første omgang var han sjov og anderledes, men efter nogle dage blegnede min interesse. Min mor derimod nærmest forelskede sig i ham og passede ham i ugevis. Efterhånden måtte hun dog sande, at det var svært at komme af med hans afkom. Flere og flere fik et plaget blik i øjnene, når man tilbød aflæggere. - Herman?!? Nej, tak. Jeg har været der, lød svaret oftere og oftere. Kagedejen kom til at lide en krank skæbne. Vi glemte at røre i ham og fodre ham, og en dag var han blevet til en tør klat, der endte i skraldespanden. Siden har jeg ikke hørt noget til Herman og havde afskrevet hans eksistens som en dille på linje med kefir-kultur, rugbrødssurdej og bønnespiredyrkning. Men så var det, at veninden for nylig glædesstrålende fortalte om den her smarte dej, hun havde fået, og jeg spontant udbrød: - Det er jo Herman! Og pludselig var det som om hele vennekredsen var ramt. Særligt venner og kolleger med børn syntes at slæbe dejklumper til huse. Måske har Herman slet ikke været væk, måske har han bare i levet en stille eksistens i en anden landsdel i nogle årtier. Men sikkert er det, han er tilbage. En hurtigt søgning på nettet viser, at han ikke er noget dansk fænomen, faktisk kender man til Herman i det meste af den vestlige verden. Nogle steder under et lidt andet navn. Mine børn er 39. generation kan jeg se i de papirer, der fulgte med dem. De er nu blevet til kager, og næste generation er sikret i form af fire aflæggere, som er på vej ud i verden.