Canada

Længe leve krisen

Priserne er i bund på mange destinationer lige nu

Med den nuværende finanskrise er det muligt at komme billigt ud i verden. Her er en strand på Bali. Vejen dertil er enkel: Flybillet fra Hamburg til Singapore: 3700 kroner. Fly fra Singapore til Bali (1800 km.) cirka 700 kroner retur. Det giver en samlet returpris på 4400 kroner for distancen på 11.733 km. Så langt er der i hvert fald fra Kennedy Arkaden i Aalborg til stranden ved Nusa Dua på Bali.

Med den nuværende finanskrise er det muligt at komme billigt ud i verden. Her er en strand på Bali. Vejen dertil er enkel: Flybillet fra Hamburg til Singapore: 3700 kroner. Fly fra Singapore til Bali (1800 km.) cirka 700 kroner retur. Det giver en samlet returpris på 4400 kroner for distancen på 11.733 km. Så langt er der i hvert fald fra Kennedy Arkaden i Aalborg til stranden ved Nusa Dua på Bali.

Al den snak om finanskrise er - om ikke andet - så måske alligevel godt for noget. Lige i øjeblikket er der visse steder brandudsalg på flybilletter. Især hvis man har planer om at tage rigtigt langt væk. Traditionelt set har rejsemarkedet været sådan, at priserne stiger støt fra de er i bund i januar og frem til afgang. I år er billedet lidt mere broget. Der er mange flyselskaber, som gerne vil have penge i kassen her og nu, og det betyder, at priserne også kan falde i stedet for at stige. Vi har taget temperaturen på flybilletterne, og de enkelte priser kan ses i skemaet. Alle priser er undersøgt i uge 6. Og alle priser findes med tre afgangssteder: Aalborg, København og Hamburg. Fra en kant af kan man konstatere, at det er ikke bare dyrere, men markant dyrere at flyve fra Aalborg. Det er en luksusvare. Især hvis man er en familie på fire, der skal af sted. Når vi medtager Hamburg, skyldes det, at lufthavnen her ligger kun 25 kilometer længere væk end lufthavnen i København. Men så sparer man brobizzen, hvis man kører selv, lige som parkering i lufthavnen i Hamburg er billigere end København. Men først og fremmest er mange af flybilletterne markant billigere fra Hamburg. Og vi har faktisk fundet billetter, der er endnu billigere end i skemaet. Forleden så vi fly fra Hamburg til Beijing for 2340 kroner. Vi har brugt to søgemaskiner til at lede efter disse billetter: Det er momondo.dk og viviro.com I ni ud af 10 tilfælde finder de samme priser. Men det sker altså, at den ene søgemaskine kan finde billigere billetter end den anden. Så brug dem begge. De to søgemaskiner søger billetpriser på en masse sites på nettet. Man køber ikke billetterne hos Momondo eller Viviro. Man bliver dirigeret videre derfra. De to søgemaskiner kan også bruges til at finde oversøiske strækninger med. Eksempel: Singapore til Ho Chi Minh City: 1200 kroner retur. Cape Town- Windhoek (i Namibia): 2100 kroner. São Paulo til Buenos Aires: 1800 kroner. Los Angeles til Vancouver (Canada): 2000 kroner. Vi har også fundet fly fra Australien til New Zealand for under 1300 kroner. Og der er altså langt... Vi har søgt priser i to perioder: Dels i forsæsonen med afgang lørdag 13. juni og hjemrejse fredag 10. juli. Og dels i absolut højsæson: Afrejse lørdag 11. juli med hjemrejse fredag 7. august. Hvis man rejser uden for weekenden, kan man somme tider finde billetter, der er endnu billigere. Og generelt er det fornuftigt at komme ud af Europa med det sidste fly i juni. Priserne stiger pænt meget, når det bliver juli. Og vi må også advare: De priser, der er i skemaet, er altså fundet for et par uger siden. Meget kan ændre sig. Både op og ned.