Længe leve rejsen!

Vi rejser langt væk for at lære os selv nærmere at kende. Det gjorde H.C. Andersen, og det gør vore dages rygsækrejsende

H.C. Andersen var ikke den samme, da han vendte hjem fra sin store Italiensrejse i 1934. Et helt år var han væk. Fra tidlig morgen sugede han til sig. Kunsten, naturen og det farverige folkeliv, han mødte i Syden, gjorde et uudsletteligt indtryk på ham. På udstillingen "Her i Italien ..." på Statens Museum for Kunst, kan man følge Andersens færd ned gennem Italien. Forfatteren, kunsthistorikeren og direktør for Ny Carlsberg-fondet, Hans Edvard Nørregård-Nielsen, har skabt udstillingen, der i collageform præsenterer godt 400 guldaldermalerier, tegninger, tekster, fotos, postkort og uddrag af Andersens breve, rejsedagbøger og skitser, som han selv kaldte "duftende huskesedler fra den sommer, du ved i Rom". I forlængelse af udstillingen vises dokumentarfilmen "Jeg så det land". Her rejser Hans Edvard Nørregård-Nielsen i Andersens fodspor ned gennem Italien. Første stop er Firenze, hvor den 28-årige danske digterspire overvældes - ja, nærmest tynges - af byens imponerende kulturrigdomme. Turen fortsætter til Rom, hvor han møder andre danske kunstnere, og sammen går de på opdagelse i metropolens kulturskatte: Colosseum, Forum Romanum og til Den Spanske Trappe. Men Rom virker som et alderdomshjem på unge Andersen i modsætning til rejsens næste stop - den syditalienske by Napoli, der bliver hans favoritdestination. Attraktiv og skræmmende virker den på ham. Som en ung skøge, der byder sig til - rå og liderlig. "Jeg har feber af lidenskab" skriver han i sin dagbog, og han må ofte søge i dækning på sit værelse for de mange indtryk. Med kolde ansigtsbade forsøger han at tøjle sin egen liderlighed. På hjemturen gør han stop i Venedig, der skal blive lidt af en nedtur. Kanalbyen virker deprimerende på ham - som en død svane. Men alt i alt var Italiensrejsen en enorm succes og blev et vendepunkt for Andersen. "Der lærte jeg Natur og Kunst at kjende", sagde han senere om sin rejse til Italien, hvor han fandt inspiration ikke mindst i kliken af danske billedkunstnere, der i modsætning til det hjemlige parnas i København kunne rumme og acceptere den følsomme og til tider noget selvsmagende digter. Men han blev også klogere på sig selv, og helt konkret - men det vidste han endnu ikke - samlede han på denne tur stof til debutromanen "Improvisatoren", der udkom i 1835 og blev hans litterære gennembrud. Italiensrejsen blev en kulturel og eksistentiel rystetur. H.C. Andersen havde været på sin første dannelsesrejse. Der skulle komme mange flere - 30 i alt. - Rejsen gik Andersen i blodet, siger Hans Edvard Nørregaard-Nielsen: - Han havde næppe været den samme digter uden de mange sansemættede rejseindtryk, der spores overalt i hans sprog. Men H.C. Andersen var også en uhyre modtagelig rejsende, mener Nørregaard-Nielsen: - Han var et ualmindeligt sårbart og fintfølende menneske. Samtidig var han erotisk barnlig. Han blev hele tiden pirret, men levede ikke sin lyst ud, og det gjorde ham sandsynligvis mere sensitiv, end hvis han var hoppet på en af de flotte italienske kvinder, han mødte. Verdensborger Til alle tider har mennesket rejst for at danne sig indtryk af verden - og selv blive dannet. Men den såkaldte dannelsesrejse vinder først frem i 1500-tallet, hvor den europæiske adel begynder at sende deres unge mænd på flerårige studierejser til Europas storbyer. Det var nødvendigt på grund af ændrede tider. Fra at have været riddere og krigere skulle de europæiske adelsmænd nu fungere som embedsmænd og diplomater ved hofferne rundt om i Europa. Der opstod et helt nyt dannelsesideal - den humanistiske verdensborger. Rejserne skulle gøre de unge mænd fortrolige med kunst, sprog, stats- op naturvidenskab, så de kunne klare sig i den ny verden. Vi skal helt frem til H.C. Andersens egen tid, før borgerskabet begynder at tage på dannelsesrejse, fortæller Lykke Larfarque Pedersen, der er etnolog på Nationalmuseet i København: - I løbet af 1800-tallet bliver samfundet mere fleksibelt. Man er ikke længere så stavnsbundet til den klasse, man er født ind i. Der opstår et borgerligt dannelsesideal, hvor det at tilegne sig viden er i centrum, oplyser hun. Samtidig begynder danske kunstnere at rejse ud, og en del slår sig ned i udlandet i kortere eller længere tid. Borgerskabets sønner drager til europæiske storbyer for at uddanne sig ved universiteter og andre læreranstalter, og ofte har de en lærd med, der skal sørge for den rette (ud)dannelse undervejs. Eliten I dag - 200 år efter den store eventyrdigters fødsel - rejser vi mere end nogensinde før, og rejseformerne er mange. Det, der kommer den klassiske dannelsesrejse nærmest, er rygsækrejsen, mener Lykke Larfarque Pedersen. - I 1960'erne gjorde en del unge oprør mod det vestlige forbrugersamfund ved at rejse til Nepal, Afghanistan og Indien. Man sugede til sig af disse eksotiske kulturer i håb om, at de ville smitte af. At man efter mødet ville udvikle sig og blive et andet menneske. I 1972 blev interrail-kortet indført, og det benyttede tusindvis af unge danske studerende sig af. De begav sig på egen hånd rundt i Europa, og her blev kimen lagt til nye generationer med helt nye rejsebehov. De lagde afstand til charterturismen og fandt ud af, at man ikke behøver at have en barnepige med sig, når man færdes i det fremmede - at man sagtens kan finde vej selv. Dannelsesrejsen har fulgt mange forskellige modeller i tidens løb, men for nutidens unge tager den gerne form som månedlange rygsækrejser til eksotiske destinationer - gerne så langt væk som muligt. Med den obligatoriske guide "Lonely Planet" i hånden går de unge på jagt efter autentiske oplevelser. "Backpackerne" tilhører den absolutte elite blandt rejsefolket - det mener de i hvert fald selv. Jorden rundt med CNN For en måneds tid siden debuterede den 29-årige Thomas Oldrup med romanen "Backpacker", der handler om en ung mand, der i sabbatten mellem gymnasiet og universitetet begiver sig på sin første dannelsesrejse - en sydamerikansk odyssé. Thomas Oldrup kritiserer backpackerkulturen for at være hyklerisk: - Man foregiver, at man skal ud og lære om andre kulturer og fordybe sig, men i virkeligheden er man meget mere optaget af at møde andre unge fra den vestlige verden - altså nogen, der ligner én selv. De rygsækrejsende hænger ud med andre rygsækrejsende og kommer sjældent i nærkontakt med de indfødte. Det kan godt være, man iklæder sig batiktøj og en hat indkøbt på stedet, men i virkeligheden rejser man lige så meget på overfladen, som en charterturist gør, siger Thomas Oldrup, der dog mener, at backpackerkulturen sagtens kan give selvindsigt. Det sker også i hans roman, hvor hovedpersonen gemmer på en tragisk oplevelse, som rejsen konfronterer ham med. Thomas Oldrup opfatter dog vor tids rygsækrejser som dannelsesrejser, men at rejse med alle sanser vidt åbne - som H.C. Andersen gjorde - tror han ikke er muligt: - Vi har set for meget. Det er ikke muligt at overraskes af eksotiske kulturer - i hvert fald ikke som H.C. Andersen blev det. Han rejste med jomfrueligheden i behold - det gør vi andre ikke. Vi har været de fleste steder. Vi har rejst verden tynd med CNN. Eller med H.C. Andersen. For et par år siden rejste Thomas Oldrup nemlig til Spanien med sin afdøde forfatterkollegas roman "I Spanien" som rejsefører: - At læse Andersens rejsebeskrivelser, mens jeg selv opsøgte de steder, han havde været, gav et helt nyt perspektiv. Det var interessant, og det kunne jeg godt finde på at gøre igen, siger Thomas Oldrup.