Biler

Længere tilToyota-forhandleren

Toyota Danmark har netop opsagt samtlige 57 forhandlere landet over. Det gør importøren for at kunne genforhandle kontrakterne og dermed skille sig af med de forhandlere man ikke ønsker at holde på. I dag har Toyota 57 forhandlere med tilsammen 85 forretninger, men når genforhandlingen af kontrakterne er på plads senest to år fra nu, ser billedet anderledes ud. Så er antallet af forhandlere reduceret til 30 og antallet af forretninger nede på omkring 70. - Selv om vores mærke har stor succes i Danmark og i resten af Europa, er det nødvendigt at foretage en strukturtilpasning. I et stærkt konkurrencepræget dansk bilmarked og i en branche, hvor indtjeningen konstant er under pres, ser vi et behov for færre selvstændige Toyota-forhandlere, siger administrerende direktør Flemming Bak, Toyota Danmark A/S. Selv om der bliver længere mellem udsalgsstederne for nye Toyota'er, er det ikke sikkert, at nuværende ejere af en Toyota får en længere køretur til et autoriseret Toyota værksted. De nuværende forhandlere har nemlig gode muligheder for at fortsætte som Toyota-værksted.