Lær af fortiden

Det er ikke noget særligt klogt træk, at Venstre hellere vil fortrænge fortiden end lære af den.

Det er direkte usympatisk, når ledende Venstre-politikere begiver sig ud på et håbløst togt for historieforfalskning ved at angribe den stakkels Jens Rohde, der blot har sagt noget alle vidste i forvejen: Den danske befolkning blev ført bag lyset, da regeringen, med statsministeren forrest, i 2003 trak Danmark med ind i Irakkrigen med den reelle begrundelse, at Saddam Hussein var bevæbnet til tænderne med masseødelæggelsesvåben. Det har Dansk Folkeparti erkendt, og det var klart for hele befolkningen den gang og nu. Jeg husker de ”tæsk” jeg som tjenstgørende oberst fik for at sætte spørgsmålstegne ved regeringens ”sandhed”. Så ros til Jens Rohde, for at have modet til at ville lære af tidligere fejl, og det uanset om han nu presses til at sige, at han er blevet fejlciteret. Problemet med nabostaten Iran viser, at fortidens fejl meget hurtigt kan blive en del af vores umiddelbare fremtid. Forløbet op til Irakkrigen minder nemlig i uhyggelig grad om det, vi oplever med Iran i dag. Retorikken skærpes fra amerikansk side, i takt med at den iranske leder Ahmadinejad udspyr sine provokerende tåbeligheder, og i øvrigt lystigt fortsætter jagten på a-våben, truslen mod Israel, støtten til terror i Irak, Libanon, Afghanistan, Pakistan og andre steder i verdenen. I den amerikanske administration vil man ikke tage nogle løsninger af bordet, og antyder dermed, at en militær løsning ikke kan udelukkes. Det hele minder om et godstog, der, når det først er startet, er næsten umuligt at standse. Men en militær løsning vil være en katastrofe. Intet mindre. Det vil kræve uanede ressourcer, menneskeliv i et tragisk omfang, og vil få helt uoverskuelige konsekvenser for forholdet mellem Vesten og Østen, mellem Nord og Syd. Og mest forfærdeligt, en krig vil tvinge den iranske befolkning til at bakke op om det religiøse fundamentalistiske styre, der er i Iran i dag. Jeg vil foreslå, at vi derfor søger andre løsninger på problemet, inden godstoget kommer op i fart. Den første og væsentligste del af løsningen er at optrappe støtten til de grupper, der søger demokrati og åbenhed i Iran. Vi ved, at flere forskellige grupper af iranere er meget villige til at kæmpe for demokrati og menneskerettigheder i Iran, og de vil meget gerne have vores støtte til at overbevise den iranske befolkning om det gode i et liv uden det religiøse diktatur. Disse grupper er i dag repræsenteret af mange organisationer og personer uden for Iran. Den formelle ledelse er i Paris, men de er overalt. For nyligt var der 70.000 mennesker forsamlet til deres årlige konvent, mange af dem fra Danmark. For det andet må vi gå i dialog med styret, en dialog, hvor vi klart pointerer, at vi støtter de demokratiske kræfter. Den endelige løsning skal nemlig blive, at Iran bliver demokratisk og ikke en enfant terrible. Det er slet ikke for sent at få stoppet den meningsløse optrapning af konflikten med Iran, men det kræver, at vi forstår, hvor det gik galt sidste gang en desperat diktatur fik storhedsvanvid, og trak en halv verden med sig ud i krig og kaos, den halvdel, der lod sig narre og som ikke havde forberedt freden i Irak.