Lær at køre i glat føre på den to-hjulede

Cyklistforbundet holder et glatførekursus for cyklister i Aalborg på torsdag

Det kan være lidt af en kunst at holde balancen på en cykel, når det er glat.

Det kan være lidt af en kunst at holde balancen på en cykel, når det er glat.

AALBORG:Det er ikke kun bilister, der kører rundt, når det sner og er glat - det gør cyklister også, og har man lyst til at lære at køre i glat føre på cyklen, så er chancen der på torsdag.

Her holder Cyklistforbundets afdeling i Aalborg nemlig et arrangement på C.W. Obels Plads, hvor Thomas Pedersen, der selv er ivrig vintercyklist, giver tips og tricks til at cykle om vinteren. Og det bliver altså mulighed for også at afprøve dem selv.

Skulle man have lyst til at kaste sig ud i ultra-glatføre, så kan man også tage en tur udover skøjtebanen på to hjul - som dog er bestykkede med pigdæk.

Video med tips og tricks

Anledningen til det hele er, at Cyklistforbundets Aalborgafdeling netop på torsdag har premiere på en video, der giver gode råd til, hvordan man holder balancen på cyklen, når det er glat. Instruktøren i videoen er også Thomas Pedersen, og han opfordrer cyklister til at tage et kig på videoen, når den bliver lagt ud på YouTube.

- Videoen fortæller om cyklen, udstyret, forberedelser, balancepunkter, tyngdekraft samt om bremse- og styreteknik, fortæller Thomas Pedersen om indholdet i videoen på sammenlagt knap otte minutter.

- Jeg opfordrer til, at cyklisterne ser videoen og øver sig ved at styre og bremse på et blødt græsareal. For øvelse gør mester, rådgiver Thomas Pedersen.

Glatføre-arrangementet finder sted fra klokken 15 til 16.30, og det er som tidligere nævnt på C.W. Obels Plads i centrum af Aalborg, at man kan kaste sig ud i løjerne.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.