Lær at tackle din egen stress

Bliv chef i dit eget liv og ryd op

Sundhed 4. januar 2003 07:00

HJØRRING: Mange kender det. Der har været alt for travlt på arbejdet gennem en tid, og man glæder sig til at få fri, hvad enten det er op til en weekend eller op til en ferie. Og så siger det bang. Man tror, man skal slappe af, men får influenza eller bliver træt, rastløs og helt energiforladt og har mest lyst til at lægge sig for nedrullede gardiner. - Stress æder os op. Jeg tror, vi er nået til bristepunktet af, hvad den menneskelige krop kan holde til. Kroppen kan kun kollapse for at vise: Du mishandler mig! En mio. mennesker i Danmark er stressede, og det koster millioner af kroner. I vores tilværelse kan vi ikke undgå lidt stress en gang imellem, men man skal kunne tackle det. Sådan siger psykolog Bjørn Danielsen til de kursister, han har på kurser i bl.a. Hjørring, hvor målet er at blive bedre til at tackle sin egen stress. Gå en tur - Stressede mennesker er ofte meget trætte og døjer med hukommelsen, men hvis de får ryddet op, frigøres energien, og lægen skal ikke give medicin, før terapi er prøvet. Medicin tager trykket, men helbreder ikke, og folk kan ved at ændre måden at tænke på lave om på deres eget liv, siger Bjørn Danielsen. - I Danmark oplever både børn og voksne stress, og nye undersøgelser viser, at mors stress kan skade barnet allerede i fosterstadiet. Et godt afstressningsmiddel er at gå en tur på tre km. Jamen, det kan jeg ikke, er der nogle af mine klienter, der siger. Jeg er svimmel og bange for, jeg falder om. Men det hjælper ikke. Hjernen skal klares, og man skal fokusere på det positive. Jeg plejer at råde folk til at gå en tur og tænke på, hvis de vandt en million. Det løser naturligvis ikke alle problemer at gå en tur, men folk siger ofte, at det hjælper, når de først er kommet afsted, siger Bjørn Danielsen. Psykologen kigger grundigt på sine klienter, fordi han mener, man ofte kan se udenpå, hvordan et menneske har det indvendigt. En stress-politik Han råder stressede personer til selv at tage fat om nældens rod og foreslå, at man på ens arbejdsplads får en stresspolitik. Hvad gør man for at forhindre stress, og hvad gøres der, når den opstår? - Ofte er der i forvejen en personalepolitik, en rygepolitik og en alkoholpolitik, men en ansat går sjældent hen til chefen og siger: Jeg har det psykisk dårligt. Har medarbejderen derimod brækket et ben, er det intet problem at fortælle det, og så kommer kollegerne også med blomster og ønsker god bedring. Sådan er det helt anderledes, hvis der er tale om en psykisk lidelse, siger Bjørn Danielsen. Han forstår godt mennesker, der i dag stiller spørgsmålstegn ved psykologers berettigelse. Hvad skal vi bruge dem til? I gamle dage klarede vi os uden. - Og det er også rigtigt, men i gamle dage snakkede vi sammen. Jeg kan huske, da min bedstefar var død i 1952. Han lå i stuen, og samme aften stod alle naboerne der. I dag ved man dårligt, hvem man bor i opgang med, og det er karakteristisk for de mennesker, jeg har i terapi, at de ofte har begrænset social omgang med andre mennesker, siger Bjørn Danielsen. Selv har han prøvet at have stress og mavesår, men i dag styrer han selv. - Hver fredag sætter jeg mig ved computeren og laver et ugeskema. Jeg planlægger mine dage - ikke ud i det ekstreme, men planlægning giver overblik. Mindst to timer om dagen skal man bestemme over sig selv. Læse en god bog, gå i haven, gå en tur eller få en snak med naboen. Det er godt til at stresse af og nyde friheden. Ikke tossegod Vigtigt er det også at huske på, man ikke kan nå alt. Afdæmpet musik, muntre film, vittighedstegninger og sund latter stresser af, ligesom kunst og kultur appellerer til de sanser, som vi har fået, fordi vi skal bruge dem. - Spar sammen og forkæl jer med krydstogt i Middelhavet og bliv vartet op, siger Bjørn Danielsen til kursisterne. Han prøver at indgyde drømme og positiv tænkning, selv om det måske ikke altid er alle kursister, der har mulighed for at leve dem så konkret ud. At de tænker positivt og drømmer er i følge psykologen dog et stort skridt på vejen. Ifølge Bjørn Danielsen er vejen fra stress til udbrændthed ikke lang, og udbrændthed er stress i en højere grad og en lidt anden retning. Symptomerne er nogenlunde de samme som med stress, men udbrændthed rammer mest mennesker, der arbejder med andre mennesker - sundhedspersonale, lærere o.lign. - Det er vigtigt at lære at sige fra på arbejdspladsen. Man skal være kollegial, men ikke tossegod. Insister på at du skal hjem til din familie, og vær konkret, hvis der er problemer. Hvis der er problemer med en kollega, så sig det. Forklar personen, at du bliver ked af det, når personen gør sådan og sådan, siger Bjørn Danielsen. Og så minder han altid sine kursister om det, han kalder 12-reglen, som de kan bruge både hjemme i familien og på arbejdet overfor kollegerne. Hvis man har sagt noget skidt til en person - f.eks. truet ægtefællen med at rejse (og ikke gør det) - skal man 12 gange sige, at man ikke rejser alligevel, før sagen er "visket ud"... Ellers risikerer man, at det bliver liggende og ulmer på den indre harddisk.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...