Lær mere om billedbehandling

} IT: Bibliotekerne i Hals og V. Hassing byder henholdsvis 12. og 19. januar på mulighed for at deltage i et "IT for alle"-kursus, hvor det denne gang er den grundlæggende billedbehandling på computeren, det drejer sig om. Det sker på begge biblioteker klokken 19-21 på de nævnte onsdage. } SVØMNING: Når Koldkær Svømmeklub på mandag igen byder på mulighed for at svømme i Koldkær Svømmehal, er det ud over vandgymnastik- og plask & leg-holdene hold for pensionister, børn, voksne og familier, der lokkes med. } SENIORGYMNASTIK: Brugerrådet i Ulsted tager i dag klokken 9.30-11 fat på en ny runde med torsdags-gymnastik for seniorer på byens ældrecenter, Ulstedparken. } BANKO: Hals Pensionistforening tager i dag efter endt juleferie fat på en ny omgang med diverse torsdags-aktiviteter på Hals' ældrecenter, Fjordparken. Det sker vanen tro klokken 14. } STATUS: Med indgangen til det nye år nærmer sig i Hals Kommune også årstiden, hvor der rundt omkring i kommunens foreninger bliver indkaldt til den årlige generalforsamling. Blandt disse kan nævnes V. Hassing Gymnastikførening, hvor fodboldafdelingen har generalforsamling onsdag 19. januar - seks dage før der bydes på afdelings-generalforsamling i VHG's håndboldafdeling. Derudover kan det også - som nævnt andetsteds fortælles, at VHG's hovedafdeling har generalforsamling 16. februar, og at håndboldafdelingen i Hals forenede Sportsklubber har deres generalforsamling på tirsdag. } NYTÅRSKONCERT: Kirken i Ø. Hassing danner mandag 17. januar ramme om en nytårskoncert med East Coast Old Stars Jazzband. Koncerten er arrangeret af Lions Club Sophie Hedvig, og overskuddet går ubeskåret til humanitære formål. Der bliver tale om en entré på 50 kr., og koncerten indledes klokken 19.30.