Læremester stopper og nyt arkitektfirma tager over

Tegnestuen Fjorden åbner samtidig med at thyge Thygesen har valgt at gå på pension

Dall 16. september 2002 08:00

HOBRO: Et nyt arkitektfirma åbner nu i Hobro. Tegnestuen Fjorden er navnet, og med to indehavere indretter firmaet sig i lokalerne på Sdr. Kajgade 4 i Hobro. Det er her, firmaet Lyntryk indtil fornylig havde til huse. Bag det nye firma står to erfarne arkitekter, Hauge Bjerre Nielsen og Bo Graugaard. De er begge uddannede tømrere, bygningskonstruktører og arkitekter. De lærte hinanden at kende, da de i sin tid arbejdede på Thyge Thygesens tegnestue, og at de finder sammen igen netop nu, er ikke nogen tilfældighed. De starter faktisk deres nye firma, samtidig med at deres gamle chef og læremester Thyge Thygesen har valgt at stoppe for at gå på pension. Thyge Thygesen har i den anledning fundet det naturligt at lade det nye arkitektfirma videreføre nogle spændende projekter, som han var blevet betroet. Siden tiden på Thyge Thygesens tegnestue har Hauge Bjerre Nielsen været ansat hos arkitektfirmaerne Dall og Lindhardtsen og Schmidt, Hammer og Lassen i Århus. Her var han blandt andet med til at tegne Den Sorte Diamant, kælenavnet for Det Kgl. Bibliotek, og Kunstmuseet i Århus. I en periode som selvstændig tegnede han plejehjem i Havndal, andelsboliger og børnehave i Mariager, samt graverkontor ved Mariager Kirke. Bo Graugaard har i en årrække været ansat hos Dall og Lindhardtsen i Aalborg, hvor han bl.a. har været involveret i projekter på Aalborg Universitet, Aalborg Seminarium og H.C. Andersen Skolen i Odense, samt Mediecenter i Aabybro. Samtidig har han drevet tegnestue fra privaten i Hobro hovedsagelig med ombygninger af parcelhuse. Det er to arkitekter, der har et grundigt lokalkendskab - ikke bare til Hobro, men til hele Mariager Fjord området. Med firmanavnet signalerer de, at de anser Hobro, Mariager og Hadsund som deres hjemmebane, samtidig med at de naturligvis også er parate til at løse større opgaver uden for området. Thyge Tygesen har som arkitekt drevet tegnestue siden 1974, da han overtog og videreførte den virksomhed, hans far, arkitekt A. Thygesen, havde grundlagt. Siden da har Thyge Thygesen stået for adskillige markante byggerier i byen, og han fortjener en betegnelse som byens arkitekt. Listen over byggerier omfatter blandt andet Horsøparken, Handelsgymnasiet, Genefkegården, Fortunaparken, den karakteristiske bygning med blå altaner ved Posttorvet, Hohøje, Sønder Alle 5, Gasmuseet, Lystfartøjsmuseet, udvidelsen af Nordre Skole, restaureringen af Fritzehus og senest byfornyelsen af komplekset med Højskolehotellet - NORDJYSKE Stiftstidendes lokaler - og andelslejlighederne langs Morellegade. Thyge Thyghesen holder afskedsreception 27. september - og samme dag holder Hauge Bjerre Nielsen og Bo Graugaard åbningsreception.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...