Skolevæsen

Lærer blev hentet af hunde på sidste skoledag

Elever på Arden Skole fejrede deres underviser, grønlandsfarer og barnepige Kaj Petri Jensen

Kaj Petri Jensen begyndte sit arbejdsliv som lærer i Grønland. Efter 32 år sluttede den i går - på grønlandsk vis, 
FOTO: Michael Bygballe

Kaj Petri Jensen begyndte sit arbejdsliv som lærer i Grønland. Efter 32 år sluttede den i går - på grønlandsk vis, FOTO: Michael Bygballe

ASSENS:- Jeg kommer til at savne, når det ringer ud, og børnenes øjne stadig spiller. De gode timer, hvor man virkelig kunne fange deres opmærksomhed, indrømmer Kaj Petri Jensen. I 32 år har han været lærer på Assens Skole og undervist i blandt andet matematik, orienteringsfag og idræt. I går gik han på pension. De første år efter sin uddannelse brugte han i Grønland, hvor han ud over at undervise også havde sin egen hundeslæde. - Det har jeg nok fortalt om lidt for mange gange, overvejer den nu pensionerede lærer. Festligt og vemopdigt På hans sidste skoledag i går blev han nemlig hentet derhjemme af sine kolleger, en flok hunde og og en ægte hundeslæde. Turen gik fra hans hjem på Mariagervej i Assens og op til Egebakken. Her overtog Kaj Petri Jensen styringen og kørte selv det sidste stykke op til skolen, hvor eleverne stod langs vejen med flag. - Det var meget festligt! Og selvfølgelig også lidt vemodigt, siger Kaj Petri Jensen. Klassens barnepige Efter hundeslædeturen blev det elevernes tur til at underholde deres lærer. Blandt andre 9. klassen, som han har undervist i matematik og orienteringsfag, siden de gik i 1. klasse, lavede et stort show. Her fik Kaj Petri Jensen syn for sagen, hvad angår hans egne vaner og talemåder. - Jeg har åbenbart tit sagt: ”Tror I, jeg er barnepige for jer?”, griner han. Efter showet fik han nemlig blandt mange andre fine gaver overrakt en t-shirt med netop den frase trykt på brystet. - På ryggen af t-shirten havde de så fået skrevet ”Barnepige”. Det var virkelig genialt! slår han fast. Se verden i vidvinkel Kaj Petri Jensen har altid syntes godt om at undervise og det at bringe noget videre. - Jeg har gerne villet have børnene til at forstå, at der er en skat gemt bag mange ting. Lære dem at se verden i en vidvinkel, fortæller han. At trække sig tilbage nu er meget velovervejet. Kaj Petri Jensen vil nemlig gerne ud at se nærmere på den verden, som han har undervist i hele sit arbejdsliv. Derfor tager han og hustruen snart turen til Italien og senere til Lofoten og Nordkap i Norge. Han ser nu frem til at have tiden til det og til sommer at kunne nyde haven og fjorden, der ligger lige neden for hans hjem. Kaj Petri Jensen har været på skolen i Assens længe nok til, at han også nåede at blive lærer for sine første elevers børn.