Lærer bruger Hitler i lockout-kamp
Spyttende, spruttende og råbende Hitler er totalt forfejlet propaganda, mener lektor
Opdateret kl. 07:58
KØBENHAVN: En spyttende, rasende og råbende Hitler med danske undertekster om lockouten af landets lærere.
Det er, hvad en jysk folkeskolelærer har lagt på youtube.com, som endnu et indspark i aktionen for at bevare lærernes rettigheder til for eksempel at forberede næste dags undervisning, når det passer den enkelte lærer og ikke skolelederen. Det skriver Avisen.dk.
Klippet er blevet set knap 15.000 gange, men en ekspert i kommunikation - der tidligere har rost lærerne for deres mange kreative påhit under konflikten - mener, at lærerne nu er gået over stregen.
- Det er fuldstændig forfejlet propaganda, siger Klaus Kjøller, der er lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet til Avisen.dk.
Fra krigsfilm
Klippet, der stammer fra den tyske film Der Untergang, viser Hitler, der får et hysterisk anfald over, at Den Anden Verdenskrig er tabt. Den jyske lærer har lagt danske undertekster på, så det ser ud som om, at Hitler lige har fået nyheden om, at undervisningsminister Christine Antorini (S) og Kommunernes Landsforening (KL) vil lave en heldagsskole.
Og det er netop sammenligningen med Hitlers sidste dage i bunkeren i Berlin - kort tid inden diktatorens selvmord - der undrer kommunikationseksperten.
- Hitler er den værste skurk, vi kender. Vi ser, at sandheden går op for ham efter en krig, der har kostet en masse mennesker livet. Hans land er ødelagt efter flere års håbløs kamp. Man skulle tro, at det var KL, der havde lagt klippet op. Det passer perfekt på KLs billede af lærerne, siger lektor Klaus Kjøller, der føler både lærernes og KLs kampagner tæt
Skadeligt for lærerne
Påhit som det med Hitler kan være decideret skadeligt for lærernes sag, hvis klippet bliver set af tilstrækkeligt mange danskere, mener han ifølge Avisen.dk.Det samme mener Christian Have, der lever af at lave kampagner i firmaet Have Kommunikation.
”Det her er et skoleeksempel på, at man har de bedste meninger, men at man ikke har været særligt strategisk,” siger han til Avisen.dk.
Ifølge ham er det små detaljer, der kan afgøre et præsidentvalg eller en konflikt, så lærerne skal passe på, når de kommunikerer på medier som youtube.com.
I dette tilfælde er skaden endnu ikke stor, fordi kun 15.000 har set klippet med Hitler, men det kan hurtigt ændre sig.
Danmarks Lærerforening har ifølge Avisen.dk ingen kommentarer, men understreger, at foreningen ikke står bag filmklippet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.