Odense

Lærer dømt for lummer chat

Han sendte krækende billeder til piger i 8. klasse

Arkivfoto
Arkivfoto Foto: Torben Hansen

ODENSE: En tidligere lærervikar på Giersings Realskole blev tirsdag ved Retten i Odense dømt for at have sendt krænkende billeder til elever i 8. klasse. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Gennem en periode på mindst to måneder sendte en tidligere lærervikar på Giersings Realskole i Odense billeder af sig selv næsten nøgen til piger i en 8. klasse. Det kostede ham i går 14 dages betinget fængsel.

Billederne, som den nu 30-årige mand sendte via tjenesten Snapchat, var sendt til mindst seks af skolens elever, som på daværende tidspunkt alle var mellem 14 og 15 år. Selv hævdede manden kun at have sendt et enkelt foto, da han ikke længere var ansat på skolen.

Næsten nøgen

Men samstemmende vidneforklaringer fra pigerne overbeviste Retten i Odense om, at manden ved mindst fire lejligheder havde sendt fotos af sig selv til eleverne, imens han stadig var ansat på skolen.

På to af billederne stod manden fuldstændig afklædt foran et spejl med kønsdelene dækket af en rød skravering. Til trods for skraveringen fandt retten, at billederne havde til hensigt at krænke elevernes blufærdighed, hvilket pigerne, der vidnede, gav udtryk for, de havde gjort.

Den dømte betegnede i retten selv sine handlinger som ”dumme drengestreger”, der ikke var noget seksuelt motiv til.

Positiv udtalelse

Anklageren havde krævet, at manden blev frakendt retten til at arbejde med børn, men det fandt retten ikke grundlag for. Dels lagde retten vægt på, at vikaren stadig var en ung og uerfaren lærer, da krænkelserne blev begået, dels blev en positiv udtalelse fra mandens nuværende arbejdsplads taget til efterretning. Det er nu op til Statsadvokaten at vurdere, om dommen ankes til landsretten.

Den 30-årige mand blev afskediget som tilkaldevikar, da Giersings Realskoles ledelse i sommerferien 2013 blev opmærksom på chatkontakten mellem vikaren og eleverne.

Skoleleder afviser kritik

Moderen til en af de berørte elever kritiserer nu ledelsen for ikke at have meldt sagen til politiet og for manglende information til forældrene.

Den kritik afviser skoleleder Poul Haahr Pedersen over for Fyens Stiftstidende.

- Jeg synes faktisk, at jeg har gjort det rigtige, siger han og understreger, at han først fik kendskab til de billeder, den 30-årige nu er dømt for, da manden ikke længere var

ansat som tilkaldevikar.

- Og jeg synes ikke, at jeg kan anmelde en, jeg ikke længere har ansat.

Det blev i stedet moderen, der meldte sagen til politiet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden