Retspleje

Lærer frifundet i voldssag

Retten mente ikke, han havde slået 13-årig skoledreng

HJØRRING:- Jeg glæder mig til at se børnene igen! En 29-årig lærer var lettet og så glad, at han gik rundt i retssalen og takkede. Han havde fået opbakning fra sin klasses forældre, der hele dagen i går sad og hørte på retssagen, der tog sin begyndelse kl. 9,30 - og først var færdig ved 16-tiden. Læreren har været suspenderet fra sit job på en skole øst for Hjørring siden før jul. Og i værste fald kunne han have mistet sit job, hvis han var blevet dømt for vold. Han var tiltalt for at have fastholdt én af sine elever i 7. klasse og holdt ham op mod en væg, så han slog baghovedet. Desuden skulle han have grebet fat i eleven i skolegården (det var parkeringspladsen, red.), og hevet ham med ind i klasselokalet, hvor han skubbede den 13-årige dreng mod et bord, så han slog hagen og sin højre underarm. Læreren og eleven var kommet op at toppes i slutningen af en fysiktime den 18. september. Læreren bad sin elev om at samle noget papir op, men det nægtede drengen, da han ikke mente det var ham, der havde efterladt det på gulvet. Læreren greb fat i drengen og forsøgte at tale ham til rette og dysse ham ned, men det lykkedes ikke. Læreren fortalte, at da han tog fat i drengen oppe ved katederet, gled drengen, så han slog hagen. Det gik lidt hårdt for sig inde i klasselokalet, for på et tidspunkt var læreren oppe på et par af bordene for at få fat i drengen, der også truede læreren med at slå ham ihjel: - Han råbte en masse ukvemsord efter mig, sagde læreren. Han tændte helt af, og da han løb en til et skab, hvor der var nogle instrumenter, blev jeg bange. For kunne han angribe mig? - Det var et uheld det med hagen, og jeg undskyldte bagefter, sagde den 29-årige lærer, der omtalte eleven som vanskelig, og som senere blev smidt ud af skolen, fordi han havde slået en kvindelig lærer: - Han er en dreng, der ikke er tet at komme ind til. Jeg forsøgte hele hele tiden at tale ham til rette. Jeg råbte ikke op, for så har man for alvor konflikten, sagde læreren. Den 13-årige indrømmede, at han havde truet læreren verbalt. Han ville ikke samle papirerne op, da det ikke var hans, men til sidst gjorde han det: - Jeg havde det ikke ret godt, sagde eleven. Jag gad ikke være der, så jeg løb, men læreren indhentede mig ude på parkeringspladsen og hev mig med ind i klasselokalet igen. Efter at jeg havde samlet papirerne op, fik jeg lov til at gå hjem som de andre, sagde den 13-årige, der omtalte læreren som én, han på en måde godt kunne lide. I alt blev der afhørt seks vidner i sagen, der i første omgang blev afvist af politiet efter en telefonisk henvendelse. Senere tog politiet sagen op efter anmeldelse. Anklageren, vicepolitimester Morgen Holm fastholdt, at der var tale om vold, mens forsvareren, advokat Ove Jessen slog fast, at det ikke var bevist, at der var tale om vold. Det samme mente domsmandsretten. Der dog slog fast, at da læreren havde grebet fat i eleven ude på parkeringspladsen og trukket ham med ind i klasselokalet - det lå lige på grænsen til det strafbare. Om anklagemyndigheden vil anke sagen er nu op til statsadvokaten i Aalborg.