Lærer meget i skolen

Psykolog i Skagen Kommune, Borghild Hestbech, nikker genkendende til moderens beskrivelse af Anne Sofie. Psykologen ser Anne Sofies voldsomme sansemotoriske problemer som de væsentligste. Anne Sofie har dårlig fornemmelse for sin egen krop. For eksempel løber Anne Sofie meget foroverbøjet, og det er hårdt for hende. Hun har fået intensiv træning i børnehaven. - Efter vores vurdering skal Anne Sofie have intensiv fysioterapi, men Benedickte Kühle fra Frederikshavn, som behandler enkelte børn i Skagen, har ikke plads til flere i øjeblikket. Så Anne Sofie må vente på, at et andet barn bliver færdigbehandlet, forklarer Borghild Hestbech. Kommunen har ikke selv ansat fysioterapeut. Borghild Hestbech understreger, at det er godt, at Anne Sofie går til ridning og svømning. Både forældre og kommune tror, at det ville hjælpe Anne Sofie at få lidt træning på Træningscenteret ved sygehuset samt eventuelt at komme i varmtvandsbassinet. Det kan imidlertid ikke lade sig gøre. Lederen af Træningscentret Kirsten Thaysen forklarer, at træningscentrets målgruppe er personer over 18 år. Kommunen har jævnligt kontakt til amtets konsulent i specialundervisning, Jens Ottesen. Han er tilfreds med den undervisning, Anne Sofie får. Det er undersøgt, om der andre steder i Vendsyssel er klasser med flere piger på Anne Sofies niveau. Sådanne klasser findes ikke. - Vi anerkender, at Anne Sofie har problemer, men hun får den bedste undervisning, og det viser sig også, at hun lærer meget. Hun tager godt ved rent fagligt, siger Borghild Hestbech. I Skagen Kommunes familieafdeling er de også frustrerede over den lange ventetid på børnepsykiatrisk afdeling. Pres fra kommune og praktiserende læge hjælper desværre ikke.

Forsiden