Læreraftale er på plads

Hjørring Kommune og Lærerkreds Nord er blevet enige om to aftaler

Der er nu lavet en ny aftale for lærerne i Hjørring Kommune. Arkivfoto: Henrik Louis <i>© Henrik Louis Simonsen</i>

Der er nu lavet en ny aftale for lærerne i Hjørring Kommune. Arkivfoto: Henrik Louis © Henrik Louis Simonsen

HJØRRING:Forhandlingerne og drøftelserne mellem Hjørring Kommune og de faglige foreninger er nu afsluttet. Hjørring Kommune indgår i to aftaler - henholdsvis en ’Tryghedsaftale’ samt et fælles ’Værdimæssigt grundlag for implementeringen af folkeskolereformen’. Herudover er Kommunen og Lærerkreds Nord blevet enige om ’Fælles forståelsesramme om udmøntningen af arbejdstidsbestemmelserne’.

I forbindelse med at regeringen og størstedelen af Folketingets partier sidste år indgik et forlig om en folkeskolereform, der medfører betydelige ændringer for blandt andet medarbejderne, er Hjørring Kommune indgået i forhandlinger og drøftelser med Danmarks lærerforening (DLF), Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL) samt Fag og Arbejde (FOA).

Lærerkreds Nord og Hjørring Kommune har torsdag sat underskrift på et dokument, der beskriver den ledelsesmæssige ramme, som skolerne skal tage udgangspunkt i, når det kommende skoleår planlægges.

Der er tale om en fælles forståelsesramme, der understøtter de seks overordnede visioner, som Byrådet har besluttet for fremtidens folkeskole i Hjørring Kommune.

Den fælles ramme for skolevæsenet er sat, samtidig med at der er rum for, at de enkelte skoler kan tilrettelægge medarbejdernes arbejdstid, så det passer til de vilkår, der er gældende for den enkelte skole.

Det giver mulighed for fleksibelt at planlægge arbejdet med udgangspunkt i, hvad der er bedst for elevernes læring.

40 timer om ugen

Lærerne og børnehaveklasselederne skal møde på arbejde 210 dage om året svarende til 42 uger med en arbejdstid på gennemsnitligt 40 timer om ugen.

Arbejdstiden vil typisk være i perioden mellem kl. 07.00-17.00. Dette vil betyde at skole/hjemsamarbejdet fremover oftest skal gennemføres på nye måder, som de enkelte skoler i samarbejde med forældrene skal udvikle i de kommende måneder.

De nye arbejdstidsbestemmelser medfører, at medarbejderne skal udføre alle arbejdsopgaver på skolen – altså også forberedelse og efterbehandling af læringsaktiviteter, undervisning osv.

Der gives dog også mulighed for, at medarbejderne efter aftale med skolelederen kan løse nogle opgaver hjemmefra, når det giver bedre mening.

Tryghedsaftale

Onsdag indgik kommunen en tryghedsaftale med DLF, BUPL og FOA.

Aftalen gælder for lærere, børnehaveklasseledere, pædagoger og pædagogmedhjælpere. Tryghedsaftalen indebærer et ansættelsesstop gældende frem til den 30. september 2014, hvor Hjørring kommune tager hånd om de overtallige medarbejdere på en måde, der sikrer, at de får fortrin til kommende ledige stillinger.

Ledige stillinger opslås internt i 14 dage inden offentligt opslag, og afskedigede medarbejdere indbydes minimum til samtale til de jobs, som de søger i opsigelsesperioden.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.