Skolevæsen

Lærere eller elever dumpet?

Som forælder til et såkaldt dumpet barn, har jeg med dyb forundring læst artiklen på forsiden af NORDJYSKE 24.5., der om noget fritager enhver lærer for ansvar i forbindelse med de 10-20 pct. dumpede elever.

Kun undervisningspligten er nævnt. Hvad med retten til undervisning? Som forældre har vi gennem ni år oplevet et utroligt fravær af de faste lærere. Til sygdom, til lejrskole, til kurser og værst af alt fra medio april til skoleårets afslutning (ca. 2 mdr.) forsvinder alle lærere med eksamensklasser. Hvis der i de perioder overhovedet undervises, sker det med vikarer og næsten altid uden at følge undervisningsplanen – der er nemlig tilsyneladende ikke nogen! Må vi som forældre bede om en kanon for planlægningen, så der ved skoleårets start er udarbejdet en lektionsplan, som kan udleveres til forældrene og vikarerne. Det vil give vikarerne en chance for at give en kvalificeret undervisning og forældrene en mulighed for at interessere sig for deres børns skolegang uden hver gang at få at vide: "Vi havde vikar!" Planlægningen kunne måske passende foregå i den forlængede sommerferie! Det vil jo så også passe med tidspunktet for udleveringen af samme plan! Lærerne er decideret for dårligt uddannede – pædagogisk. Et helt særligt problem synes at være mobning fra de såkaldt velfungerende og velbegavede elever. Det finder åbenlyst sted, og kun meget få lærere tør tilsyneladende tage sig af det, måske fordi forældrene oftest tilhører den kategori af samfundsborgere, der har deres på det tørre. Hjemme hos os kalder vi det social mobning. Nye undersøgelser vil garanteret kunne afdække, at en meget stor del af de dumpede elever med overvældende stor sandsynlighed er blevet socialt mobbede. Det er vel børnelærdom, at mobbede og dermed stressede elever har en nedsat indlæringsevne! En stor del af de dumpede elever vil givetvis have en eller anden form for særlig personlig udfordring. I vores tilfælde en baggrund i en adoption, hvor drengen nu gennem otte år har været på fem skoler inkluderet specialskoler. Vi må konstatere, at ikke én eneste af de lærere, han har været i kontakt med, har ydet så meget som én times indsats for at sætte sig ind i adopterede børns særlige situation. Ikke engang udleveret materiale er blevet læst. Hvor er vi henne? Uden at have dokumentation for det er jeg ret overbevist om, at det samme vil gøre sig gældende for tosprogede og andre med tilsvarende skolehandicaps. Jeg spørger bare: Er det altid eleverne og forældrene, der skal møde lærerne på deres bane, eller er det de professionelle lærere, der skal skabe referencerammerne for, at vi alle kan få det bedste ud af grunduddannelsen? Måske skulle man overveje, at lade lærerne tilbringe hele deres arbejdstid på skolerne inkluderet de forlængede ferier (der er alligevel masser af plads, når eleverne er gået hjem) så planlægning, videns udbygning mm. kan ske sammen med kolleger, og sådan at eleverne og forældrene har en mulighed for umiddelbart at hente hjælp. Det ville sikkert også have en positiv indflydelse på forholdet mellem lærer og elever. Ved samme lejlighed bør man overveje at ændre eksamensformen fra den nuværende projekteksamen. Intentionen med at elever går til eksamen sammen i et projektteam har sikkert været vældig god. Men hvis man nu ligger i den tunge ende fagligt og samtidigt ikke kan finde en såkaldt kammerat at gå til eksamen med, tjah så må man trække sig eller dumpe. Da lærerne samtidigt ikke har mandsmod eller pædagogisk indsigt nok til at gennemtrumfe en gruppedannelse, ja så kan man jo diskutere, hvem der er dumpet: Lærer eller elev?