Lærere klar til at gå på barrikaderne

Lærerkreds Nord aktionerer og inviterer forældre til møde om skolereformen

- Kvaliteten afgør elevernes udbytte af undervisningen - ikke kvantiteten, siger Lars Busk Hansen, formand for Lærerkreds Nord. Arkivfoto: Peter Broen

- Kvaliteten afgør elevernes udbytte af undervisningen - ikke kvantiteten, siger Lars Busk Hansen, formand for Lærerkreds Nord. Arkivfoto: Peter Broen

VENDSYSSEL:Lærerne i Hjørring, Frederikshavn og Læsø går nu på barrikaderne for at gøre forældre til børn i folkeskolen opmærksom på planerne om tvungen heldagsskole.

Det skriver NORDJYSKE Stiftstidende torsdag.

Der sker efter sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne mellem Lærernes Centralorganisation (LC) og KL.

Lærerne siger fra

- Tvungne heldagsskoler vil betyde en stor forskel i den enkelte elevs hverdag og dermed også i familierne. Det er vigtigt, at forældrene kender regeringens planer om at gennemføre tvungne heldagsskoler over hele landet, siger Lars Busk Hansen, der er formand for Lærerkreds Nord.

Han mener, at lærerne er nødt til at sige fra over for planerne om at gennemtvinge mere undervisning på bekostning af forberedelse.

- Undervisning, som er dårligt forberedt, vil ikke være til gavn for eleverne. Forskningen siger entydigt, at det er kvaliteten, der er afgørende for elevernes udbytte af undervisningen - ikke kvantiteten, siger Lars Busk Hansen.

Debatmøder og stafet

De kommende dage inviterer lærerne skolebestyrelser og forældre til debatmøder om reformen.

I Sæby er lærerne gået sammen om at arrangere et stafetløb, ”Verdens længste Sveder”, på torvet på lørdag fra 8.00-15.30 for at markere, hvor lang en skoledag vil blive for eleverne, hvis regeringens udspil bliver en realitet.

Bekymrede elever

I Frederikshavn stillede bekymrede elever fra 9. klasse på Bangsbostrand Skole onsdag aften spørgsmål til byrådet om kommunens beredskabsplan i tilfælde af en lockout.

- Hvordan vil I sikre, at vi får optimale eksamensforberedelser og eksamener, hvis lockouten falder midt i eksamenstiden, lød spørgsmålene.

Borgmester Lars Møller svarede, at kommunen har en beredskabsplan, som kan håndtere situationen, hvis det bliver nødvendigt.

- Det håber vi ikke. Det er selvfølgeligt svært, hvis to tredjedele af lærerne ikke er på arbejde, men det er ude af vores hænder, sagde Lars Møller.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.