Lærere mister uddannelse i specialbørn

Flere af landets førende forskere slår alarm

Modelfoto: Peter Mørk <i>Foto: Peter Mørk</i>

Modelfoto: Peter Mørk Foto: Peter Mørk

DANMARK:Samtidig med at børn med særlige behov i langt størstedelen af landet bliver inkluderet i normalundervisningen i folkeskolen, er linjefaget specialpædagogik fra i sommer blevet nedlagt på læreruddannelsen, skriver Politiken tirsdag.

Det får nu flere af landets førende forskere og lærerstuderende til at slå alarm. Inklusionsdagsordenen kan ikke lykkes, hvis de nyuddannede lærere ikke har kompetencerne til at håndtere børnene, lyder bekymringen. Professor i specialpædagogik Susan Tetler fra Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet, kalder nedlæggelsen af linjefaget specialpædagogik ”helt ubegribelig”.

- Det er uforståeligt, at man har valgt at gøre det i en tid, hvor det er så vigtigt at give lærere specialpædagogiske kompetencer, som vil gøre nytte i en folkeskole, der er på vej ind i inklusion, siger hun til Politiken.

Selv om specialpædagogik er nedlagt som linjefag, er det ikke forsvundet ud af læreruddannelsen. I stedet er det blevet en del af det helt nye obligatoriske fag ’lærernes grundfaglighed’, der fylder en fjerdedel af læreruddannelsen, og som også omfatter psykologi, pædagogik, didaktik og dansk som andet sprog.

- Men antallet af timer er blevet beskåret voldsomt. Faget er blevet udvandet, siger Susan Tetler til Politiken.

Men uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) har ikke tænkt sig at ændre på uddannelsen:

- I forhold til læreruddannelsen har målet med den nye læreruddannelse ikke været at nedprioritere specialpædagogik. Tværtimod. Netop fordi inklusionsdagsordenen er så vigtig, synes jeg, det fordrer, at alle fremtidige lærere netop har kompetencer i specialpædagogik, siger hun.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.