Lærere ofre for smagsdommeri med ny kanon

Er der tale om smagsdommeri af værste skuffe eller en bevarelse af den danske litterære arv?

Det er yderpunkterne, hvis man skal forholde sig til den nys udmeldte kanon (med tryk på 1. stavelse) i relation til danskfaget i såvel folkeskolen som gymnasiet. Heldigvis, kan man sige, er kanonudvalget i deres bestræbelser på at tilgodese den litterære dannelse i danskfaget ikke gået så vidt, som til at melde ud hvilke tekster eller værker, der skal læses – så det bøder i det mindste lidt på indholdet. Det er det tunge skyts, som kanonudvalget har ladt kanonerne med (Grundtvig, Holberg, Ingemann, Kingo, Kierkegaard – for blot at nævne nogle få forfattere). Men når det så er sagt, er der under ingen omstændigheder noget nyskabende i forhold, hvad vi som dansklærere hidtil har gjort og læst. Enhver ansvarlig dansklærer er bevidst om, at den danske litteraturhistorie bedst tilgodeses gennem læsningen af - netop nogle af de helt store "kanoner". Vi er udmærket klar over, hvad der skal gennemgås for at sikre såvel de alment dannende elementer som det solide kendskab til de forskellige perioder i den danske litteraturhistorie. Det virker derfor som utidig indblanding med denne form for top-styring. Den udstukne kanon er på væsentlige punkter udslag af en form for smagsdommeri, der er tale om en salomonisk løsning, hvis ypperste formål er at tilgodese politiske kræfter. Det ideologiske arvegods har ved flere lejligheder været trukket frem i den politiske debat om værdier og nu udmøntes det altså konkret med kanonen. Godt nok udtaler formanden for kanonudvalget, Jørn Lund, at der er brug for litterær kontinuitet i danskuddannelsen, og "hvis det skal lykkes, må vi ikke lave noget, der smager af ensidig partipolitik" – derfor har man altså valgt løsningen, der tilgodeser såvel Brian Mikkelsen som Aage Frandsen og Margrete Vestager. Heldigvis er der ikke bud efter lærernes metodefrihed og heldigvis er det ikke forudbestemt, hvad der skal læses. Men det frie valg med hensyn til tekstlæsning kan blive en saga blot, da de navngivne forfattere sagtens kan fylde et helt pensum op. Det forunderlige er imidlertid at kanon-udvalget har slået stregen ved 1965, nu man var i gang, hvorfor tog man så ikke den "nyeste tid" med ind i overvejelserne også? Og i betragtning af at danskfaget rummer flere facetter end udelukkende tekstlæsning, burde man fra kanonudvalgets side f.eks også overveje, hvilke filminstruktører eller film-manuskriptforfattere, der i den gode sags tjeneste skal have carte blanche i forhold til danskundervisningen. Hele processen virker som en utidig og aldeles unødvendig indblanding i dansklærernes praksis. Lidt som at råbe "Ulven kommer" når alle ved, at ulven har været forsvarligt indespærret i årtier. Med andre ord er det vores opfattelse, at der er tale om en politisk skinmanøvre af dimensioner, der ville være vældig humoristisk, hvis det ikke lige var for den implicitte mistænkeliggørelse af dansklærere og deres virke.