Lærere og læger har ingen pædofili-politik

KØBENHAVN:Blandt de flere end 100 personer, som tirsdag blev anholdt i den landsdækkende aktion mod børnepornografi, var både lærere, pædagoger og læger. Personer som alle har kontakt til børn i kraft af deres fag, men Danmarks Lærerforenings formand mener, at problemet ikke er så stort, at foreningen har behov for en pædofilipolitik. - Jeg har været formand i halvandet år, og i den periode har jeg kun kendskab til én sag. Vi har ikke, og jeg mener heller ikke, at vi har behov for det, en pædofilipolitik udover, at vi til enhver tid vil finde det ganske uacceptabelt, siger formanden, Anders Bondo Christensen. Han mener, at folkeskolen generelt har været mere forskånet for sager om pædofili end daginstitutionerne og klubberne. Man kan blive ansat som pædagogmedhjælper uden nogen uddannelse, mens det kræver en fireårig uddannelse at blive lærer. - Det er ikke noget, man lige kaster sig over for at få sine seksuelle lyster styret, siger lærerformanden. Derfor har vi kun ganske få tilfælde af det inden for folkeskolen - og gudskelov for det, men hvert eneste tilfælde er dybt alvorligt. Heller ikke på lægeområdet ligger der en egentlig politik i forhold til sager om børneporno eller pædofili. Tommy Østerlund, som er informationschef i Lægeforeningen, forklarer, at der er nogle etiske regler, som siger, at en læge ikke må have seksuelle forhold til sine patienter. Men der findes ikke nogle specifikke regler i forhold til børneporno eller pædofili. - Det er ikke forbudt ved lov at have sex med sine patienter, derfor er det indeholdt i vores egne etiske regler, at det ikke er tilladt. Men når det kommer til børneporno og pædofili er det helt tydeligt forbudt ved lov. Derfor er det ikke nødvendigt, at vi indbefatter det i de etiske regler. Der er ingen tvivl, for det er simpelthen forbudt, siger Tommy Østerlund. Men det står hverken i Lægeforeningens eller Sundhedsstyrelsens magt at fratage en læge autorisationen i sager om børneporno eller pædofili, selv om det er Sundhedsstyrelsen, der giver autorisationen ved endt lægeeksamen. - Det er udelukkende op til domstolen af frakende en læge retten til at praktisere, siger Michael von Magnus, overlæge i Sundhedsstyrelsen. /ritzau/