Lærere og pædagoger strejker i dag

Pædagogerne fortsætter de faglige møder og flere skoler er fulgt efter

Ferslev 5. september 2002 08:00

AALBORG: På mindst fem skoler er undervisningen i dag suspenderet på grund af faglige møder og pædagogerne i børnehaver, vuggestuer og skolefritidsordninger fortsætter deres arbejdsnedlæggelse. Forældrene må altså endnu en dag finde alternative pasningsmuligheder og forældre til skoleelver på mindst fem skoler skal fra morgenstunden tænke i andre baner. På skolerne Nørholm, Ferslev, Gug, Gl. Lindholm og Herningvej sidder lærerne nemlig fra morgenstunden i faglig møde og flere skoler kan være stødt til i løbet af morgenen. Lærerne er vrede over, at Aalborg Byråd foreslår en besparelse på 24 millioner kroner på folkeskolerne i næste års budget. Det svarer til 65 lærerstillinger. Fem millioner kroner af de 24 millioner skal spares på specialundervisningen, og det gør ikke situationen bedre, mener lærerne. - De svage børn rammes altid hårdest. De stærke skal nok klare sig, lyder meldingen fra lærerne på Nørholm Skole, der i går gik forrest i protesten mod nedskæringerne. Nørholm Skoles lærerstab sendte i første omgang en utalelse til pædagogerne, der holdt fagligt møde i Gigantium i går. Dernæst besluttede lærerne i Nørholm, at de også ville holde fagligt møde i dag, og flere skoler fulgte Nørholms eksempel. - Det vi taler om er ikke en enkelt bog eller en maddag fra eller til. Det er helt andre mere gennemgribende besparelser, som rammer børnene, forklarer lærerne. - Der vil være færre undervisningsmaterialer, færre ture ud af huset, færre arrangementer, spiseordninger, busordninger og lignende ting. - I Aalborg Kommune er der gennem flere år gjort et stort stykke arbejde for at få skole- og fritidsordning til at føle sig som et hele. Derfor bør besparelserne på skole- og skolefritidsodning ses som en samlet reduktion på kvaliteten, meddelte lærerne fra Nørholm Skole i deres udtalelse, der blev sendt til pædagogerne i Gigantium. Der vedtog pædagogerne i går eftermiddag at forsætte den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse i dag. 1449 stemte for at forsætte strejken, 23 stemte imod og 57 undlod at stemme. Det vil sige, at i alt 1529 stemte. - Det var en meget stor majoritet, der ville forsætte strejken, og vi mødes igen i morgen (i dag red.) klokken 10 her i Gigantium for at finde ud af, hvad der videre skal ske, fortæller pædagog Per Rishøj talsmand for de aktionerende pædagoger og pædagogmedhjælpere. - Vores mål er helt klart, at nedskæringerne skal af bordet. Selvom vi ikke tror, at politikerne bare fjerner besparelserne, så strejker vi for at vise, at det her finder vi os ikke i. Vi forventer en dialog med politikerne om, hvad vi kan gøre i stedet for, siger Per Rishøj. Pædagogernes, medhjælpernes og lærernes fagforeninger peger nu på, at det er bedre at sætte skatten op. - Hvis man sætter skatten op med 80 kroner om måneden, så kan vi undgå besparelserne. Hvis politikerne frygter, at de så skal betale halvdelen af de ekstra skattekroner tilbage til staten, så sæt skatten op med 160 kroner om måneden, det er stadig langt mindre end forældrene skal af med i takst-stigninger, siger Per Rishøj. Han og de øvrige aktionerende er overbeviste om, at skatteborgerne i Aalborg gerne vil betale lidt mere i skat. - Ja, hvis det betyder, at vi så kan fastholde nogle af de gode ting, vi har her i kommunen, tror jeg, at folk gerne betaler en smule ekstra.Vi har f.eks. ikke nær de samme problemer med unge, som de har i Århus og Odense, men det får vi måske, hvis vi lukker fritidscentrene og sender de unge ud på gaden, siger Per Rishøj.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...