Lærere på barrikaderne i Aalborg
Demonstration lokkede frustrerede lærere til fra hele Nordjylland

Galleri - Tryk og se alle billederne.
AALBORG:Flere tusinde lærere demonstrerede i landets fire største byer onsdag. I Aalborg begyndte demonstrationen kl. 17 på Gammel Torv, hvor demonstranterne især rettede deres protester mod regeringens indblanding i konflikten mellem lærerne og Kommunernes Landsforening.
”Lærerne vil god undervisning. Hvad vil KL” stod der på et af de mange bannere, som lærerne havde taget med til demonstrationen.
Lærerne var utilfredse med det, de kalder utidig indblanding fra regeringen, mens KL og lærerne forhandler.
Støtte fra andre organisationer
Det er ikke kun utilfredse lærere, der mødte op til for at give deres mening til kende.
Også medlemmer af andre faglige organisationer var på plads. Blandt andre landsformanden for BUPL, Henning Pedersen, og den lokale FOA-formand Kristian Gaardsøe talte ved demonstrationen, som fandt sted med mottoet ”Lærerne er de første - hvem bliver de næste”.
3000-4000 personer deltog i demonstrationen på Gammel Torv.
Hvis lærerne og KL ikke finder en løsning inden 1. april, bliver lærerne lockoutet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.