Lærere savner åbenhed

Skoleleder kritiserer tavshedspligt. Rådmand vil have lovændring.

Der er for meget tavshed i det danske system, når et barn er udsat for omsorgssvigt i hjemmet. Det mener skoleleder på Tofthøjskolen i Storvorde, Peter Anker. Han var også skoleleder på Tofthøjskolen, da den 13-årige pige gik på skolen i et år fra april 2007 til april 2008. Derefter blev hun tvangsfjernet fra hjemmet. De forskellige kommunale forvaltninger må ikke uden videre videregive oplysninger om borgerne, om forældrene og om hjemmet - heller ikke når det drejer sig om omsorgssvigt i et hjem. - Når kommunen i socialforvaltningen har en sag af denne karakter, så skal vi forsyne dem med oplysninger, men de har forbud mod at levere oplysninger den anden vej. Det synes vi er fuldstændig tåbeligt, siger han. - Vi har indberetningspligt, men vi har ikke indsigtsret. - Det er stærkt, stærkt utilfredsstillende, og det er noget af det, vi anker over ustandseligt, fortæller Peter Anker. - Selvfølgelig skal vi ikke sidde og udveksle informationer om forældre og børn, fordi det nu er spændende og god sladder. Men omvendt skal man forstå, at fordi man beskytter den enkelte borger i det her land meget grundigt, så kan de her sager opstå, mener han. Socialrådgivernes formand i Nordjylland, Søren Andersen, mener, at det ville være bedre, hvis socialrådgiverne blev ansat på skolerne. - Hvis en socialrådgiver kom ud på en skole flere gange om ugen, så ville lærerne kunne benytte sig af den viden i langt højere grad. - Vi ville kunne forebygge og indgå i et tættere samarbejde. Lærerne kan jo ofte være i tvivl om, hvad de skal gøre, og hvad de skal være opmærksomme på, siger Søren Andersen. Socialrådmand Mai-Britt Iversen (S) håber, at denne og andre lignende sager kan medføre, at loven - som i øvrigt skal til eftersyn i år - bliver ændret. - Vi har over for ministeriet påpeget, at loven nogle gange virker uhensigtsmæssigt. Vi vil gerne have et godt samarbejde med skolerne, men jeg kan godt forstå, at de oplever det som frustrerende, når de ikke kan få en tilbagemelding, siger socialrådmanden. Hun har derfor et ønske for den kommende revision af loven. - Barnets tarv skal være i centrum, og det skal komme før forældrenes rettigheder, understreger Mai-Britt Iversen.