Lærere skal betale for ny skolelov

Skoler kan let effektiviseres som børneområdet sidste år, mener V-politiker

STØVRING:Når Støvring indfører et øget timetal i skolerne over de næste to skoleår så bliver det i høj grad lærerne der kommer til at betale for de øgede udgifter. Det fremgik af tirsdagens byrådsmøde, hvor politikerne besluttede sig for at lægge sig på så lavt et ekstra timetal som muligt næste år. Det valg giver den nye lov mulighed for, og da skoleåret i høj grad er planlagt i forvejen så flertallet det som den bedste løsning. Det kommer til at koste 1,5 million kroner for 30 timers ekstra matematik eller dansk årligt eller knap 300 ekstra timer i alt næste skoleår. Men når det nye skoleår går i gang i 2004 skal man helt på højde med loves krav. Det vil sige godt 500 timer ekstra fordelt på alle klasser, rundt regnet 800 timer flere end i dag. Det vil koste lidt over fire millioner kroner, skønnes det på rådhuset. - Der er masser af mulighed for at finde de penge. Vi så sidste år hvordan vi fandt tre-fire millioner kroner på børneområdet uden at servicen på nogen måde er blevet ringere. Jeg er sikker på at vi også kan effektivisere på skoleområdet, sagde Søren Pinstrup (V), medlem af Børne- Kulturudvalget, og fortsatte: - Vi skal se på lærerne. En lærer i Støvring Kommune er kun i klassen godt 50 procent af sin arbejdstid, og det er for lidt - så enkelt er det, sagde han. Kun fællen i Børne- Kulturudvalget, læreren og socialdemokraten Klaus Anker Hansen, talte for et andet synspunkt: - Man får ikke en bedre skole hvis ikke der er tilfredse medarbejdere. Derfor synes jeg ikke man skal sige som jer, at man bare skal finde pengene indenfor budgetterne. Skolen har brug for et kvalitetsløft og det får den ikke på den måde, sagde han. Det var Søren Pinstrup ikke enig i: - Effektivisering er lidt af et fy-ord mange steder. Men det behøver ikke nødvendigvis at føre til dårligere service, sagde han, atter med henvisning til sidste års besparelser og omstrukturering på børneområdet. Klaus Anker Hansen havde i øvrigt været fortaler for, at Støvring fra den nye lovs første skoledag skulle leve fuldt op til dens krav og at man dermed skulle finde alle fire millioner kroner straks. Det var han tilsyneladende ene om at mene, men partifællen Thorkild Christensen medgav at man ikke skulle køre på lavest mulige niveau i fremtiden. Borgmesteren fik traditionen tro det sidste ord: - Vi kan ikke ordne det her med et snuptag. Vi må vente til skoleåret 2004/05 og så må vi lave nogle effektive rationaliseringer når vi skal finde fire millioner kr., sagde hun.