Skolevæsen

Lærere: Skolener en del af velfærds-samfundet

KØBENHAVN:Den fælles folkeskole spiller en afgørende rolle for dynamikken og den demokratiske udvikling i samfundet. Det har i mange årtier været opfattet som noget nær en selvfølge, men nu mener Danmarks Lærerforening (DLF), at der er grund til nervøsitet på folkeskolens vegne. Derfor vedtog de delegerede tirsdag på foreningens kongres i København en resolution, der slår til lyd for en sikring af det velfærdssamfund, hvori folkeskolen efter deres opfattelse indgår som et af de bærende elementer. I resolutionen fastslår lærerne bl.a., at hvis udviklingen fortsætter, risikerer man, at folkeskolen ophører med at være skolen for det store flertal. - En større del af forældrene vil vælge selv at betale for et bedre tilbud, fordi folkeskolens værdier undergraves, og rammerne konstant forringes, hedder det videre. Resolutionen slutter med en opfordring til regeringen og Folketinget om at give kommunerne økonomisk mulighed for at sikre velfærd til alle samfundsgrupper. Nej til central styring Desuden gav kongressen opbakning til en anmodning til Kommunernes Landsforening (KL) om at indgå i et konstruktivt samarbejde, “så ambitionen om at gøre en god skole bedre kan realiseres i en lokalt forankret folkeskole”. - Vi har brug for en ubetinget tillid til læreren. Den udvikling, vi ser med kontrol og stærk central styring på området er ødelæggende for lærernes mulighed for at skabe den gode undervisning, sagde Tina Taarsted, formand for foreningens pædagogiske udvalg, i sit oplæg til debatten. /ritzau/