Lærere til kamp for forberedelsestiden
Udsigt til konflikt om arbejdstidsaftale fik lærere på gaden lørdag

Galleri - Tryk og se alle billederne.
THISTED:Med bannere, røde t-shirts og balloner var cirka 150 lokale lærere lørdag på gaden i Thisted for at gøre opmærksom på, hvordan de ser på kravet fra Kommunernes Landsforening om en ny arbejdstidsaftale, som samtidig er en forudsætning for regeringens ønsker om en såkaldt heldagsskole.
- Der er ingen undersøgelser, der viser, at børnene lærer mere af at have flere timer. Men får de flere timer med høj kvalitet, ja så lærer de mere. Det hænger bare ikke sammen med, at man ønsker, at lærerne skal have mindre forberedelsestid, siger Gitte Kastholm, lærer på Sjørring Skole og en af initiativtagerne til demonstrationen.
Set med hendes øjne handler konflikten om lærernes overenskomst først og fremmest om retten til indflydelse.
- Det er os, der kender de enkelte elever, og det er os, der skal evaluere dem. Så det, vi i virkeligheden slås for, er retten til tid, der ikke er ledelsesbestemt, siger Gitte Kastholm.
Hun håber, at det vil lykkes for Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening at blive enige om et tilfredsstillende mæglingsforslag, inden den varslede lockout bryder ud 1. april.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.