Læreren er god til ballade

Biblioteker 8. oktober 2002 08:00

HOBRO: Balladen kom fra læreren, mens de studerende pænt og begejstrede tog imod undervisningen i studiekredsen for ældre. På Hobro Bibliotek i går nød de tre timer med pensioneret lærer Chr. Christiansen fra Mariager. Den musikalske mand, der i Hobro også er kendt for sin optræden i Fyrkatspillene og senest Amburevyen, fremførte "Annas Ballader" skrevet af Ida og Bent From. Bibliotekar Torkild Smith, ligeledes fra Mariager, sad ved flyglet. Deres ballade-program varer en lille time, og opgaven i studiekredsen lød på tre. Så måtte de fylde resten af tiden ud med Poul Henningsen og hans viser. Tekst og musik fra "Ølhunden Glammer", "I dit korte liv", "Ulandsvisen" og "Lystsejlads" fyldte salen, og ind i mellem krydrede Chr. Christiansen oplevelsen med fortællinger om forfatteren og hans sange. Sang og teater falder naturligt for Christiansen. Han er med i Hobro Bykor, og i foråret kunne han opleves som kongsbonden Ho i Fyrkatspillet. Han har flere sæsoner bag sig i Hobros vikingespil, men har også spillet med i amatørteater både i Randers og Aalborg. I 70'erne og 80'erne var han med til at lave revy i Mariager. Samarbejdet med med bibliotekar Torkild Smith opstod ved en tilfældighed for en halv snes år siden, og nu optræder de af til sammen med blandt andet PH-viser.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...