Lærerforening vil undersøge ordningen

AALBORG:Hos Danmarks Lærerforening i Aalborg har næstformand Tove Petersen ikke en klar holdning til fleksibel vinterferie. Hun vil ikke sige ja eller nej, før man kender mere til, hvordan ordningen har kørt andre steder. - Vi hører, at det primært er på små skoler uden overbygning, man kan få det til at passe ind, siger Tove Petersen. Hun er dog ikke afvisende over grundtanken i fleksibel vinterferie. - Hvis det planlægningsmæssigt kan lade sig gøre, så er det fint nok, og kan man opnå det mål, at børnene ikke bliver taget ud, så er det fint nok, siger Tove Petersen. Men før lærerne kan give grønt lys til ordningen, vil man have undersøgt, om der egenligt er et problem ude på skolerne, så man med Tove Petersens ord ikke skyder gråspurve med kanoner.