Lærerformand: Vi skal ikke vente i årevis på forbedringer

Anders Bondo Christensen vil bruge ja til overenskomst til at skabe snarlige forbedringer for lærerne.

Vi skal i gang med at skabe forbedringer for lærerne her og nu, ikke først om to år.

Sådan lyder det fra formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, efter at 74,6 procent af de stemmeberettigede medlemmer har stemt ja til overenskomstaftalen.

- Jeg er selvfølgelig glad for, at det blev et ja.

- Men der ligger også en klar markering i det, at en del lærere ikke synes, det er tilfredsstillende.

- Der er også en stor skuffelse hos mig selv over, at det ikke lykkedes at komme igennem med en arbejdstidsaftale, siger Anders Bondo Christensen.

Aftalen, der blev landet i april efter langvarige forhandlinger med kommunerne, betød mere i lønningsposen.

Men der kom ikke nogen løsning på sagen om lærernes arbejdstid, som har været et stridspunkt siden 2013.

Dengang greb politikerne på Christiansborg ind og regulerede området.

I stedet blev spørgsmålet parkeret hos en kommission, der nu skal undersøge lærernes arbejdsforhold i løbet af 2019.

Det skal i 2020 danne grundlag for nye forhandlinger mellem lærerne og kommunerne om en arbejdstidsaftale.

Men lærerne kommer ikke til at vente i årevis på forbedringer, lyder det fra lærerformanden.

- Vi sidder ikke og venter med hænderne i skødet. Vi skulle gerne ud og skabe forbedringer her og nu på så mange skoler som muligt, siger Anders Bondo Christensen.

- Vi skal selvfølgelig forhandle ud fra kommissionens arbejde i starten af 2020. Men vi har også en aftale om at styrke samarbejdet lokalt mellem kreds og kommune, skoleleder og tillidsrepræsentant med det mål at skabe positive forandringer, siger lærernes formand.

Han mener, der er en bevægelse i gang hos kommunerne, der imødekommer lærerne.

- Jeg er glad for, at en række kommuner, allerede inden resultatet blev godkendt, har taget initiativ til at kontakte vores lokalafdelinger for at styrke samarbejdet.

- Der er sågar indgået flere lokalaftaler, hvor man slet ikke tidligere kunne drømme om at lave det.

- Derfor sidder vi ikke bare og venter på kommissionen. Vi kaster os over opgaven her og nu.

- Og så håber jeg, at den skuffelse, der måtte være, bliver vekslet til energi til at skabe forbedringer - ikke om tre år, men så hurtigt som overhovedet muligt, siger Anders Bondo Christensen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.