Lærerige klø til MTH

Mors-Thy Håndbold betalte flere lærepenge i weekendens Nøvling Cup

Lars Bang Bertelsen
Målmand Søren Pedersen og Mors-Thy Håndbold lukkede masser af mål ind under Nøvling Cup.Arkivfoto
Håndbold 26. august 2007 21:24

- Det er nemt, at sige, at vi er så og så dårlige. Det er vi måske også på det her niveau, men vi står sammen om det. Og når tingene går op i en højere enhed, så vi rammer vores allerbedste niveau, så er vi også gode. Opgaven er så, at de gode perioder skal blive meget længere og komme meget oftere. Cheftræner Per Hvass og Mors-Thy Håndbolds oprykkere i herrernes liga er for alvor kommet i menneskehænder i optakten til sæsonen. Resultaterne i træningskampene har ikke just givet de store løfter. En sejr over et afbudsramt AaB-hold i sidste uge er det foreløbige højdepunkt. Men her i weekenden måtte MTH igen lægge ryg til masser af klø, da holdet var med i Nøvling Cup. Blandt de otte hold i stævnets bedste række, Super Elite Herrer, blev MTH en klar nummer sidst. I den indledende pulje blev det til nederlag på 33-21 til Skjern, 36-33 til svenske LIF Lindesbjerg og 44-30 til svenske Drammen. Og det gik ikke bedre i den afsluttende placeringskamp mod norske Haslum HK, der besejrede MTH med klare 35-28. Hårdt mærket - Det kan godt være, at vi har fået en masse klø, men det er vigtigt, at vi ser på det positive. I den sidste kamp var vi hårdt mærket efter en sej turnering. Flere spillere måtte stå over med småskader. Men generelt har det været en meget lærerig turnering. Vi har spillet en god halvleg mod Drammen. Det er selvfølgelig for lidt, at vi ud af otte halvlege kun spiller godt i en. Men det skærer bare ud i pap, at vi hele tiden skal være på toppen. Vi møder konstant nogle af verdens bedste håndboldspillere. Så er det nemt at komme til at se dum ud, men det kan vi ikke bruge til noget. Vi må bare erkende, at vi træningsmæssigt er flere år bagud i forhold til vores konkurrenter, siger Per Hvass. Mors-Thy Håndbold har nu en kort pause i træningskampene. Næste kamp er torsdag den 6. september mod 1. divisionsholdet fra Odder. Lørdag den 8. september spilles den sidste testkamp mod Ikast fra 1. division. Mors-Thy Håndbold starter sæsonen i ligaen onsdag den 12. september hjemme mod Team Tvis Holstebro.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...