Lærerne: Forhandlingerne er brudt sammen

Det er ifølge lærerne ikke lykkedes at nå et forlig mellem Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening

Lærerne: Forhandlingerne er brudt sammen

Forhandlingerne mellem Kommunernes Landsforening (KL) og lærerne er brudt sammen efter møde i Forligsinstitutionen fredag.

Det oplyser Danmarks Lærerforening til Ritzau.

Forældre kan altså ikke vide sig sikre på, at de kan sende deres børn i skole efter påskeferien, der begyndte fredag.

Og det frustrerer formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen.

- Det har været tomgang, tomgang, tomgang, og det er meget frustrerende, siger han.

Anders Bondo Christensen mener, at han har givet KL alt, hvad de har forlangt. Men selvom forhandlingerne i Forligsen nu er brudt sammen, giver lærerforeningens formand ikke op.

- Jeg oplever, at det eneste, KL vil acceptere, er, at vi siger ja til grænseløse regler uden regulering af arbejdstiden, siger Bondo og tilføjer:

- Jeg vil gøre alt for at undgå, at vi ender i en lockout, siger han og fastslår, at lærerne har været klar til at opgive deres arbejdstidsaftale, men at KL har afvist alt.

KL varslede den 28. februar lockout af cirka 50.000 folkeskolelærere den 1. april, hvis det ikke lykkedes parterne at nå til enighed om lærernes arbejdstidsregler inden da.

Kommunerne ønsker af afskaffe arbejdstidsaftalen og give skolelederen magten til at administrere undervisernes arbejdstider.

Men det mener Danmarks Lærerforening til gengæld vil gå ud over kvaliteten af undervisningen.

De to parter mødtes i Forligsinstitutionen fredag aften efter en uges pause for at se, om der var ny grobund for at finde et fælles fodfæste.

Men som flere eksperter havde spået forinden, brød forhandlingerne sammen, fordi hverken KL eller lærerforeningen hidtil har udvist tegn på, at de ville give sig.

Hovedforhandler for KL, Michael Ziegler, har endnu ikke udtalt sig efter forhandlingernes sammenbrud.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.