Lærerne skal trives godt

Kommunen frygter rekrutteringsproblemer med tiden

FREDERIKSHAVN:Børne- og ungdomsudvalget har særligt fokus på, at medarbejderne i folkeskolerne trives godt. Trivselspolitikken på skolerne sættes øverst på dagsordenen. - Det sker i erkendelse af, at vi med tiden kan få rekrutteringsproblemer. Færre søger læreruddannelsen, og prognoser viser, at vi på et tidspunkt kan få lærermangel, forklarer formanden for børne- og ungdomsudvalget, Paul Rode Andersen (SF). Derfor opfordres skolerne til at være særligt opmærksomme på personalets trivsel. - Dybest set tror vi jo på, at lærere, der trives og har det godt i deres arbejde, også yder en god undervisning, siger Paul Rode Andersen. Hvis det rygtes... Og hvis det rygtes, at Frederikshavn Kommune er et attraktivt sted at være lærer, vil det forhåbentlig være nemt at få nye lærere til at flytte til kommunen. Med dette fokuspunkt har kommunen taget endnu et skridt i det videre arbejde med folkeskolernes kvalitetsrapport. Det er vidt forskelligt, hvilke skoler, der er blevet bedt om at arbejde mere konkret med for eksempel elevforsømmelser, evaluering, elevplaner, dansk som andetsprog eller mobning. Netop derfor synes børne- og ungdomsudvalget, at det er vigtigt, at skolerne kan drage nytte af hinandens erfaringer på forskellige punkter. - Vi vil gerne have undersøgt, hvordan der kan ske en bedre erfaringsudveksling. - Det kan være via workshops eller konferencer, udtaler Paul Rode Andersen. Volstrup Skole Skolebestyrelserne har sendt høringssvar til forskellige handlepunkter. Klassens slemme pige er Volstrup Skole. Skolen skal lukke og vil derfor ikke spilde tiden på at nedskrive principper for det videre arbejde i en fremtid, der ikke eksisterer. - Det har vi sådan set forståelse for. Derfor har vi bedt skolechefen finde en pragmatisk løsning med Volstrup Skole. - Vi vil gerne tage hensyn til Volstrup Skoles særlige situation, forklarer udvalgsformanden.

Forsiden