Lærerne står for hvis budgettet kikser

Det er usikkert, om planerne om besparelse på skoleområdet kommer til stemme overens med virkeligheden

JAMMERBUGT:9,2 millioner kroner skal skæres væk på det budget, der går til folkeskolerne og de elever, der har brug for specialundervisning. Det besluttede politikerne i begyndelsen af ugen. Men der bliver reelt skåret 400.000 kroner mere. - Vi regner med at spare 9,6 millioner kroner på harmonisering og besparelser. Det er mere end planlagt, men vi vil hellere være på den sikre side, forklarer formand for børne- og kulturudvalget i den kommende Jammerbugt Kommune, Kim Bennike, der dermed kapper 400.000 kroner mere af budgettet end planlagt. De 9,6 millioner fordeles med en besparelse på 3,6 millioner på tjenestetidsaftalerne, 2,4 millioner på den almindelige undervisning, 1,6 millioner på specialundervisningen og 2 millioner på serviceharmoniseringer. Usikkert budget Med en planlagt besparelse og serviceharmonisering på 9,6 millioner har udvalget et spillerum på 400.000 kroner. Og der bliver der muligvis også brug for. Det er nemlig ikke sikkert, at planerne om serviceharmonisering og nedskæringer kommer til at stemme overens med virkeligheden. - Vi ved reelt ikke, om vi kommer til at spare penge på tjenestetidsaftalerne. Vi har hyret KL til opgaven, og de sidder i øjeblikket og regner på tallene. Men måske kommer aftalerne om tjenestetid til at blive en udgift i stedet for en besparelse, siger Kim Bennike. Lærerne står for At posten på 3,6 millioner kroner i den grad er usikker, kan have store konsekvenser for lærerstaben, hvilket deres fagforening tidligere har påpeget. - Hvis vi ikke kan spare på tjenestetidsaftalerne, kan det blive aktuelt at afskedige lærere. Men vi ved ikke noget endnu, siger Kim Bennike.