Lærernes troværdighed er faldet - blandt mænd

Danske mænd har mistet en del af tilliden til lærerne. Både mænd og kvinder har mistet tillid til forhandlerne

Lærernes troværdighed er faldet - blandt mænd

Danskerne har stor tillid til sygeplejersker, politibetjente og skolelærere. Men konflikten mellem KL og lærerne har kostet på lærernes troværdighedsbarometer hos de danske mænd, nu da lockouten er trådt i kraft.

Det viser en ny undersøgelse fra Radius Kommunikation.

Ifølge undersøgelsen er lærernes troværdighed som faggruppe faldet cirka fire procent siden den sidste måling i 2012. Og det er mændene, der er de mest skeptiske.

Der er nemlig forskel på, hvordan lærernes troværdighed vurderes af mænd og kvinder.

Mens mændenes agtelse for lærerne som faggruppe er dalet, mener kvinderne, at skolelærerne stort set er lige så troværdige, som de var i efteråret 2012.

Til gengæld mener både de adspurgte mænd og kvinder, at KL og Danmarks Lærerforening (DLF) har lidt et markant knæk under de forliste overenskomstforhandlinger, viser undersøgelsen.

- Ingen af parterne har vundet mændene, og ingen af dem har vundet kvinderne. Men mændene har i højere grad taget stilling og skærpet deres holdning, og deres tillid er faldet markant, siger administrerende direktør Nicolaj Taudorf Andersen fra Radius.

Halvdelen af de adspurgte - 46,5 procent - vurderer, at deres tillid til KL er blevet mindre, mens overenskomstforhandlingerne har stået på. Mere end hver tredje - 35,2 procent - svarer, at deres tillid til DLF er mindsket.

- Mændene har været hurtigere end kvinderne til at træffe en beslutning, og det gælder, hvad enten de kan de finere nuancer i konflikten eller ej, så straffer de både KL og DLF, siger Nicolaj Taudorf Andersen.

Et flertal vurderer, at formanden for lærerne, Anders Bondo Christensen, kommunikerer mere troværdigt end KL's chefforhandler Michael Ziegler: 30 procent mod 19 procent. Den sammen tendens viste en analyse fra Ugebrevet A4 mandag.

997 danskere i alderen 18-65 år har deltaget i undersøgelsen, der er gennemført i perioden 3. april til 5. april 2013.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Politiet advarer efter brag i Aalborg: Hold jer væk fra disse flasker
Luk