Lærerstuderende med internationalt præg

Belgiske Nele Claes underviser på Holmegårdskolen - danske Anne Trolle gik i skole på Færøerne

HJØRRING:Matematik på engelsk. Det lyder svært, men det har i tre uger været hverdagskost for 8.a på Holmegårdskolen. Og matematik er i forvejen kendt som et fag, der ikke lige hører til blandt de mest tilgængelige. Men når den belgiske lærerstuderende Nele Claes står ved tavlen og forklarer om funktioner med x og y på engelsk, så får de store skolebørn alligevel en hel del ud af det. - Hvordan finder vi arealer af en trapez?, spørger Nele Claes ud i klassen, og nogle af børnene tør godt svare, selv om det er på engelsk. - Det er en lille smule sværere end ellers, men vi er blevet bedre til både matematik og engelsk, siger Anne Sophie Westerdahl og Line Kjær fra 8.A. - Funktioner er svære, men hun er god til at forklare det, siger Anne Sophie. - Jeg tror, jeg har forstået det meste, mener Line. Også den sædvanlige matematiklærer, Kenneth Kjærsgaard, er begejstret. Han har siddet og fulgt de internationale matematiktimer i de tre uger, som Nele Claes har fået ansvaret for. - I starten var børnene meget stille, men det har været en god udfordring for dem at skulle læse matematik på engelsk, og undervisningen er gået godt. Jeg tror ikke, det bliver sidste gang, vi prøver det, siger han. Nele Claes er 23 år og går på lærerseminariet i Belgien. Hun slog til, da hun fik chancen for at læse tre måneder på Hjørring Seminarium. De tre uger på Holmegårdskolen er en del af det forløb. - Jeg vil gerne møde andre mennesker og andre kulturer, end jeg er vant til, og jeg synes, det er perfekt, at man kan gøre det som en del af sin uddannelse, fortæller Nele Claes. i starten var det svært for hende med det danske sprog, men hun havde udover engelsk valgt praktiske fag som hjemkundskab, hvor det var lettere at følge med på dansk, end hvis det var et rent teoretisk fag. Samtidig har Nele Claes gået på sprogcentret og forstår nu efter tre måneder det meste danske. - Jeg har lært en masse om forskelle på uddannelsessystemet, både folkeskolen og seminariet. Her er alting mere afslappet. Det kan både være godt og skidt. Som lærer kommer man tættere på eleverne her, men det kan på den anden side også gå ud over respekten, siger Nele Claes, der er vant til, at lærerne i Belgien bliver kaldt ved deres efternavn. Hun har også fået et indblik i den danske kultur ved at bo hos en dansker - lærerstuderende Anne Trolle har lagt hjem til i perioden. Og det har fungeret rigtig fint, er de to enige om. Anne Trolle har også selv smag for at kombinere sin uddannelse med international erfaring. Hun har været seks uger i skole på Færøerne, og senere skal hun i praktik i England. - Jeg er nysgerrig efter at se, hvordan andre skoler fungerer. Det giver nogle gode oplevelser og erfaringer. Jeg kunne også godt forestille mig, at jeg i fremtiden vil bruge min læreruddannelse i udlandet, siger Anne Trolle, der kan se tilbage på seks uger på Færøerne, som var meget anderledes end i Danmark. - Man var meget tættere på børn, forældre og lærere, fordi det var et mindre samfund. Det har ikke været noget stort offer for hende at have en belgisk logerende. - Jeg har selv rejst en del og har oplevet, hvordan folk er åbne og lukker en ind. Man lærer hinanden at kende på den måde, og det kommer der gode oplevelser ud af.