Skolevæsen

Læreruddannelsen - igen ...

”Hun er en fantastisk god lærer, hun er bare ikke så god til det der med at undervise”. Et sådant udsagn giver ingen mening.

For at være en god lærer må man mestre hverdagens klasserumsledelse, dagens skolehverdag og sit undervisningsfag i en passende kompleks sammensætning, der i høj grad tager afsæt i de børn, der er det absolutte grundlag for at man kan være en god lærer. At være lærer er en profession, ikke en teoretisk opgave. Her er tre helt, helt almindelige billeder fra det indvendige af et klasseværelse (i Nordjylland, men det kunne være hvor som helst et sted i Danmark). Bent, Jette og Andy har mange fælles ligesindede: Bent (en 12-årig Justin Timberlake-wannabee) får stillet opgaven: Lav en tegneserie fra dagens Brødrene Løvehjerte-kapitel! Nu er Bents første reaktion at smide blyanten, at være opgivende, læne sig tilbage i stolen og komme med kommentarer: ”Årrrh, det gider jeg ikke, jeg kan ikke tegne, det er åndssvagt, hvad skal jeg finde på?”. Jette er ikke på nogen måde støjende eller urolig, og det virker umiddelbart, som om hun gør sit bedste for at stave sig igennem teksten. Alligevel læser hun henover dagens tekst, som om det blot var en række ord uden sammenhæng og ikke en tekst med indhold. Andy sidder under dagens gennemgang af ”Universet og planeterne” med hånden oppe hele tiden, og er – selvfølgelig - ivrig efter at vise, hvor meget han ved om netop dette emne. Faktisk er han så ivrig, at han bliver stærkt irriteret, når han ikke bliver spurgt. Læreren forsøger at nå alle, men Andy vil spørges hver gang. Han ved det jo. Sådan ses skolehverdagen i tre korte sekvenser fra tre elevers vinkel. Og der er mere end 20 elever i hver klasse i skoledagens seks timer med forskellige lærere. Der er mange beslutninger læreren skal træffe på et splitsekund. Skal Bent overhøres/være i fred/have en anden opgave/have besked om at tegne løs? Skal Jette roses/trænes/til specialundervisning/læse bedre på lektien? Og skal Andy klappe i/undervise sine medelever/have ros eller ris? Lærerens beslutninger afgøres på en rygradsrutine (kvalificeret gennem uddannelsen, men også gennem mange andre rutiner i lærerens liv), der ikke altid bliver den rigtige, men den professionelle lærer vurderer sine beslutninger efterfølgende, reflekterer, overvejer og korrigerer på bedste vis. Denne evne til at reflekterer på et fagligt grundlag kan man lære (en del) om i læreruddannelsen. Man kan også lære det fagfaglige indhold om litteraturlæsning, læseundervisning og planeternes navne og forhold til hinanden, men man kan ikke få hverdagsrutinen gennem teori. En engelsk rapport fra McKinsey & Company har undersøgt, hvilke forhold der har indflydelse på, at der sker læring hos eleverne i skolen. Forbavsende nok er det ikke nationale test, klassekvotienter eller kontrol– og ledelsessystemer, der betyder noget. Det er (hvis man tjekker de landes skolesystemer, hvor eleverne klarer sig godt) tre forhold, der er vigtige: At lærerne får en praktisk orienteret efter- og videreuddannelse, at læreruddannelsen har høj prestige og at skolesystemet sikrer, at alle elever får passende udfordringer på passende niveau. Tager man denne rapport for pålydende, så bør Bertel Haarder fluks iværksætte følgende tiltag: 1. Give lærerne mere prestige. Og det gør man først og fremmest gennem en lønstigning. Penge og prestige er (om man vil det eller ej) noget, der hænger sammen i vores samfund. Og sæt så fokus på det, der lykkes i folkeskolen. 2. Kvalificere den nuværende læreruddannelse, der har fungeret siden 2007 (og den er således helt, helt ny!). Denne læreruddannelse har i høj grad praktikken og praksisfeltet som omdrejningspunkt i uddannelsen. Der er mange svage punkter i læreruddannelsens struktur, men intentionen om praksistilknytning er en stærk side. Læreruddannelsen kan i høj grad kvalificeres med mere undervisningstid til de studerende, bedre linjefagsstruktur (så de studerende kan vælge flere naturfag) og mere fokus på læringsstile og dermed praktisk-musisk undervisning. Uddannelsen skal ikke nødvendigvis have et nyt navn igen. Det er ikke det, der tæller. 3. Man kan sikre, at alle lærere kan få efter-og videreuddannelse med afsæt i fag og praksis, så de bedre kan differentiere undervisningen til alle elever. Læsevejlederuddannelsen har været et fantastisk løft for skolerne og for den enkelte lærers professionelle faglige kompetence. Vil politikerne ”betale” for en femårig læreruddannelse, så vil det være langt, langt det bedste at fastholde en fireårig ”grunduddannelse” på de eksisterende læreruddannelser, hvor praksistilknytningen er etableret, for dernæst at placere det femte uddannelsesår, når læreren har eksempelvis to eller tre års praktisk lærergerning bag sig. Så vil teori, forskning og praksis kunne sammenkædes med mening. Det mest optimale undervisningsmiljø har man altid bestræbt sig på at finde frem til. Allerede i 1628 skrev Amos Comenius: ”Første og sidste mål for vor didaktik skal være at opspore og udarbejde en undervisningsmåde, hvor lærerne ikke behøver at drive så stærkt på, men hvor eleverne alligevel lærer mere, hvor der i skolerne hersker mindre larm, fortrædelighed og unødig møje, men til gengæld mere frihed, glæde og sandt fremskridt.” Eleverne har ikke ændret sig synderligt siden dengang, - men forhåbentlig har lærerne kvalificeret sig gennem de sidste 400 års forsøg på at lære den opvoksende ungdom nyttige kundskaber og dannelse.