Lærestreg til dansk fodbold

AaB fik ikke godkendt korrekt scoring og krakelerede i modgangen

Aarhus 22. september 2002 08:00

AALBORG: Træerne vokser hverken helt eller halvt ind i himlen - heller ikke for et reservespækket og forynget AaB-mandskab, der efter sidste sæsons hjemmebanestress havde indledt den nye sæson med fire sejre på stribe i sprælsk og selvtillidsfyldt udgave på de nye græstørv. Men man kunne have undt AaB'erne mere fairplay, da Farums oprykkere i går fældede førerholdet og spolerede det nye Aalborg Stadions status som uindtagelig fæstning. Ved stillingen 0-0 i det 18. minut affyrede Allan Gaarde et perfekt skud, der ifølge tv-billeder tydeligt ramte skråstiveren bag stolpen til en indiskutabel scoring. Men bolden sprang ud på banen igen, og hverken dommer Anders Mosegaard eller liniedommer Bo Petersen havde bemærket, at bolden var over stregen. Det må ændres Det skal d'herrer ikke bebrejdes, for scoringen var vitterlig svær at registrere med det blotte øje - i hvert fald fra pressepladserne - og AaB vil næppe få medhold i en eventuel protest. Til gengæld bør situationen medføre, at klubberne i samråd med DBU tager initiativ til at få målene opstillet på en sådan måde, at gentagelsestilfælde undgås. I sidste sæson skete det samme i Vejle, hvor hjemmeholdet ligeledes ved 0-0 ikke fik godskrevet en scoring af Ulrik Balling - og tabte 0-4. Så galt gik det ikke for ikke AaB, men 1-3 mod Farum var slemt nok i en kamp, hvor holdet også i fortsættelsen havde marginalerne kraftigt mod sig. Stefan Bidstrup headede på overliggeren ved 0-0, og både ved 0-1 og 1-2 havde AaB særdeles nærgående forsøg, hvorefter Farum slog kontra med scoringer. Gæsterne skal roses for en frisk indstilling, taktisk kløgt og stor effektivitet i et opgør, hvor ingen AaB'ere holdt et højt niveau gennem hele kampen, og hvor holdet blev straffet for slemme missere i begge ender af banen. Spillemæssigt var AaB i store perioder en anelse bedre end Farum, men uden en vis portion medgang, skarphed og koncentration er det svært at vinde en superligakamp. Træner må overtales På trods af svipseren bør AaB-ledelsen tage alle overtalelsesevner i anvendelse for at forlænge engagementet med cheftræner Poul Erik Andreasen, der foreløbig kun har givet tilsagn om at virke i denne sæson, hvorefter han efter planen vender tilbage til posten som talentchef. Han har dog åbnet en lille dør på klem, og det vil være synd og skam for alle parter, hvis han allerede til sommer stopper udviklingen af et mandskab, som reelt kun er inde i en spæd opbygningsfase. Og skulle Andreasen fastholde sit nej, hvilket i så fald naturligvis bør respekteres, har AaB brug for en afklaring snarest muligt for at have rimelig tid til at finde en kvalificeret afløser. Indsatsen mod Farum var ikke et tophold værdigt - men AaB spillede heller ikke alarmerende svagt. En fejlplaceret skråstiver stod formentlig i vejen for point til hjemmeholdet, og med sandsynligt udbytte af de kommende opgaver ude mod Køge og AGF vil AaB stadig være helt i top efter den første tredjedel af turneringen - ikke så ringe af Superligaens yngste mandskab!

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...