Lærlingen op mod mesteren

BRØNDERSLEV:For 18-årige Jonas Aaen Christensen har torsdagens aftenmøde mellem EH Brønderslev og Skovbakken en ekstra dimension i forhold til et ordinært topmøde mellem to hold, som begge bejler til en plads i kvalifikationsspillet om billetter til Håndboldligaen. Ynglingelandsholdsspilleren kommer nemlig til at stå over for en vis Ole Nørgaard, træner for Skovbakken og for det danske Y-landshold. - Så jeg vil selvfølgelig gerne vise ham, hvad jeg kan, siger den garderhøje vendelbo. - Og så ville det jo ikke være så dårligt at vinde den kamp. Nu vandt vi over Ribe, selv om en af de andre på ynglingelandsholdet, Henrik Møllgaard, scorede ni mål mod os. Kan vi også slå Skovbakken, så bliver det lidt sjovere at komme til den næste samling med landsholdet... Jonas Aaen Christensen og holdkammeraterne kan med en sejr overtage andenpladsen i hælene på Silkeborg/Voel KFUM, som dog har spillet to kampe færre end de andre tophold og dermed ligger lunt til den direkte oprykning. I EHB-lejren håber man endnu engang på en solid opbakning, som det var tilfældet i den tætte kamp mod Ribe i lørdags. Klubben lokker med pølser og brød til alle betalende tilskuere, mens sponsorerne lokkes yderligere med spisning og oplæg fra Kim Jensen, tidligere BI-spiller og nu assisterende landstræner for de succesrige danske håndboldpiger.toto