Læs avisen og få en kæreste

Den første mikrofilm i rækken, der skal få danskerne til at læse avis, havde premiere i går. Niels Hausgaard bidrager også til kampagnen og har gjort op med et princip om ikke at medvirke i reklamer

KØBENHAVN:Læs mere avis og få nemmere ved at score. Det synes at være budskabet i den første af de såkaldte mikrofilm, som Danske Dagblades Forening står bag. Filmene er en del af en storstilet kampagne, der skal være med til at lokke frafaldne og nye læsere ind bag aviserne. En hidtil uprøvet metode i Danmark, men som før har været praktiseret i udlandet, hvor blandt andet BMW har fået kendte spillefilmsinstruktører til at producere små reklamefilm med anerkendte skuespillere for kolossale budgetter. Samtidig markedsføres filmene i trykte annoncer og med teasere i biografer og på tv. Første film "Manden, der havde en grønthøster i hovedet" havde premiere i går på hjemmesiden www.avistid.dk, hvor instruktør Søren Kragh-Jacobsen havde Jesper Corneliussen og Trine Pallesen i hovedrollerne. Fordelene ved at bruge mikrofilm er blandt andet, at man kan lave dem længere end almindelige reklamefilm, samt at de er langt billigere at vise på internettet end på tv. Og erfaringen fra udlandet viser, at man godt kan lokke folk på nettet for at se på reklamer, siger reklamefilmsproducent Walter Jensen, der er direktør i Foreningen til Reklamefilmens Fremme. - Når man beder folk om at gøre noget, så skal der også være et vist output. Hvis det ikke lever op til forventningerne, kan det være et problem. "Man skal ikke forstyrre folk", siger man i reklamebranchen. Men er filmene gode nok, skal de nok brede sig, siger Walter Jensen, der roser kampagnen som helhed, men ikke er ubetinget glad for den første film, som han finder "lidt for politisk korrekt". - Dybest set siger den: "Hvis du læser avis, så får du noget på den dumme". Jeg synes måske, det er en omvej i forhold, hvad man vil have folk til - nemlig at købe avisen. Det kan være en stil, nu har vi jo ikke set resten af filmene. Den er meget underholdende, og hvis de har valgt, at filmene bare skal være en teaser til at lokke folk til, så er det fint nok. Den er håndværksmæssig perfekt, de spiller godt, den er flot filmet og så videre. Men jeg ville godt have haft lidt mere kant. Den rammer ikke lige mig, siger Walter Jensen, der til gengæld roser en trykt annonce med den tidligere Novo-direktør Mads Øvlisen, der gemmer sig bag en kopimaskine for at få tid til at læse avis. - Det er helt vidunderligt, at han pludselig sidder der midt i avisen og gør noget, som er meget overraskende og uventet for mange mennesker. Det er netop med til at give noget kant. Lad os håbe vi ser mere af den slags i de kommende film, siger Walter Jensen. Niels og NORDJYSKE En af dem har den nordjyske entertainer Niels Hausgaard været med til at lave. Sammen med instruktøren Lone Scherfig har han skabt skuespillernes dialog undervejs i optagelserne til filmen, der er lavet uden noget egentligt manuskript. Desuden medvirker Niels Hausgaard i en af kampagnens avisannoncer og har dermed brudt et princip om ikke at medvirke i reklamer. - Jeg opfatter det ikke som en reklamekampagne, men som et slag for demokratiet. Det er vigtigt at følge med og engagere sig, og jeg synes faktisk, det er lidt uhøfligt ikke at læse avis, siger han og tilføjer, at han næppe havde stillet op til en reklame for en specifik avis. Niels Hausgaard læser selv flere aviser og holder Dagbladet Arbejderen, Kristeligt Dagblad - og så selvfølgelig NORDJYSKE Stiftstidende, som han har svært ved at beskrive objektivt. - Det ville svare til at beskrive sit eget hjem. Den hører sig ligesom til her hos os og har altid gjort det, og jeg synes, det er en udmærket og vidtfavnende avis. Men for at få flere vinkler læser jeg også de andre. NORDJYSKE Stiftstidende repræsenterer jo én politisk vinkel, mens Dagbladet Arbejderen så sandelig repræsenterer en anden, siger han. Niels Hausgaard håber, at kampagnen vil få flere til at overveje at bruge tid på at læse avisen. Ikke nødvendigvis fra ende til anden, for det gør han nemlig ikke selv: - Jeg starter altid med bagsiden af NORDJYSKE, for jeg synes, Fantomet er en fantastisk tegneserie.