Lokalpolitik

Læsehest, it-haj og formidler

Anni Guldberg Madsen søger både oplevelser ude i verden og inde i sit eget hoved - med en bog

- Når en bog møder et hoved og et hjerte, så kan der nogle gange opstå en højere enhed. Jeg kan huske, da jeg læste "Pelle Erobreren" som elev. Lige så snart jeg havde et minut ledigt, havde jeg Pelle Erobreren i hånden. Nogle gange kan jeg ikke lægge en bog fra mig og skynder mig ind i bogen igen. Og nogle gange er det helt vemodigt, når man er færdig med en bog - for så skal man sige farvel til de her folk. Sådan beskriver bibliotekar Anni Guldberg Madsen sit forhold til det med at læse - noget, der har gået som en rød tråd gennem hendes liv. - Jeg kommer fra en læsende familie og har altid elsket bøger og været en læsehest, siden jeg var barn, fortæller hun. Dengang lånte hun bøger på et lille deltidsbibliotek i Vestjylland, hvor familien boede, og hun fik hurtigt pløjet sig igennem børnebøgerne og gik videre til voksenbøgerne. Blandt klassikerne, hun husker fra dengang, er "Frændeløs". Det lå derfor ligefor at forene læselyst med arbejdsliv. - Det, der trak, var det med at jeg kunne have med bøger og mennesker at gøre på en gang, siger hun. Og sådan blev det. Clips og kartotekskort Anni Guldberg Madsen kan 1. marts fejre 40 års jubilæum på Brønderslev Bibliotek, og hun har en hel masse på hjerte, når hun fortæller om de år, der er gået, og den udvikling, der er sket. - Det har virkelig været en spændende rejse at være med i biblioteksverden i så mange år, konstaterer hun. I 1965 begyndte hun som elev på biblioteket i Brøndbyerne, og i 1968-69 var hun på Biblioteksskolen i København. Dengang var der kun bøger på bibliotekerne, og computere havde man ikke hørt om. - Dengang var det kun bøger, og der var ikke så mange bøger, som der er i dag. Vi brugte kartotekskort og kunne kun slå op på første ord i titlen, forfatterens efternavn og måske et emne. Alting skulle ordnes og alfabetiseres. Inde i alle bøger sad et bogkort, som skulle stemples og have lånernummer, og om aftenen talte vi kort på alle dagens udlån, som skulle ordnes. Var en bog reserveret, fik kortet en clips på, husker Anni Guldberg. Sammenlignet med i dag er der noget af et kvantespring til forskel. - Jeg synes, det er helt fantastisk. I dag kan vi få bøger hjem fra andre biblioteker. Jeg har siddet på mit kontor en eftermiddag klokken 15 og bestilt en fantasy-roman hjem fra Esbjerg, og den næste morgen var den der, fortæller Anni Guldberg Madsen, der sammen med sine kolleger i dag ikke kun udlåner bøger, men også musik, spil og film. Computere eller flere ansatte? Da computeren begyndte at vinde indpas, havde hun og familien for længst rykket teltpælene op og var flyttet til Brønderslev Bibliotek, hvor hun var børnebibliotekar. Det skete i 1971, hvor biblioteket lå i Grønnegade, og hun var med til at bygge børnebiblioteket op. Det med computere var der mange meninger om i biblioteksverdenen. - Til at begynde med, da de her computere begyndte at komme frem, da diskuterede man, om man ikke hellere skulle ansætte noget mere personale i stedet for at bruge pengene på computere, husker hun. Selv blev hun overbevist om, at computere var vejen frem under en tur til IBM og rundt på sygehusene i hendes egenskab af amtsrådspolitiker, hvor de så på it på sygehusene. - Det blev jeg imponeret af, fortæller hun. Og computerne fik deres indtog i Brønderslev såvel som i resten af verden. For bibliotekets vedkommende var det lige før 1990. Fascineret af computere Fascinationen af computere har siden holdt ved. I 1996 var hun på et kursus på folkeuniversitetet. - Det var om det her internet. Vi skulle til at have nye computere på biblioteket, og jeg kom til at snakke med den amerikanske kursusleder, som sagde, at det var tosset ikke at få dem på nettet. Så i 1996 fik vi internet i hele huset på biblioteket. Der var vi lidt fremme i skoene. Det var nyt for os at finde oplysninger på nettet, for vi var vant til at finde dem i tidsskrifter og bøger, fortæller Anni Guldberg Madsen. Efterhånden blev kartotekskort overflødige, og internet blev allemandseje. Anni Guldberg Madsen var med til at køre internetkurser på biblioteket og uddannede sig sideløbende med sit arbejde videre indenfor sin computerinteresse - det var en tre-årige datanomuddannelsen med speciale i it-sikkerhed. Hun var også med i et amtsligt projekt "It for alle", som omfattede alle de nordjyske biblioteker, og som skabte mulighed for, at ca. 9000 personer kom på kursus i internet. Interessen for teknologi giver sig også udslag i, at hun netop har fået en smartphone - som hun med stor begejstring viser frem. - Her kan jeg se min facebook, se vejret i Brønderslev, hente applikationer ind og se nyheder, fortæller hun. En god graveopgave Efter 36 år som ledende børnebibliotekar blev Anni Guldberg Madsen i forbindelse med kommunesammenlægningen leder af it og publikumsservice, men har stadig vagter på børnebiblioteket. På den måde kan it-interessen kombineres med bøger og mennesker. Noget af det, hun sætter allermest pris på ved arbejdet, er at hjælpe lånere med at finde noget godt materiale for eksempel til et projekt eller omkring et emne, de vil sætte sig bedre ind i. - Folk spørger om hjælp hele tiden, og så skal vi ud og grave både her, på andre biblioteker og på nettet. Hvis brugerne så føler, at de har fået det, de har brug for, så er dagen reddet, smiler Anni Guldberg Madsen. For trods sin begejstring for computere, så tror den erfarne bibliotekar ikke på, at bøgerne vil blive udkonkurrerede. - Nettet er fremragende til enkeltoplysninger, men hvis man skal have sammenhæng og overblik, så er der ikke noget, der slår en bog, mener hun. Planer om tur til Antarktis De forskellige måder at søge viden på giver hun blandt andet videre på kurset "Rejs på nettet", hvor deltagerne lærer at søge fly, hotel og pakkerejser på nettet - men at læse om et land i sammenhæng i bøger. - Jeg synes, de fungerer fint ved siden af hinanden, de to ting, siger hun. Kurset har Anni Guldberg Madsen en ekstra forudsætning for, fordi hun har rejst til mange lande rundt i verden sammen med sin mand. En interesse, der også er stor, og blandt andet har bragt hende tværs over USA og til en række lande i Sydamerika. Jubilæet fejres 1. marts med morgenmad på biblioteket, og det kommer til at passe med, at hun lige når at runde de 40 år. Til maj fylder hun nemlig 65 og går på pension. Så bliver der mere tid til interesserne. - Næste år til januar vil vi gerne til Antarktis med et stort krydstogtskib, der sejler fra Argentina, fortæller hun. Og mon ikke også der bliver mere tid til at fordybe sig i bøgerne. Her er det meget fantasy-genren, der optager hende, men det bliver mere og mere svært at opdrive nogle bøger, som hun ikke allerede har læst - også selv om hun læser på engelsk for at få de ikke-oversatte bøger med. For de gode læseoplevelser er hun slet ikke blevet træt af at søge. - Når man går ind i en bog, så lærer man nogle nye mennesker at kende. Jeg er fascineret af, at man kan opbygge en verden, som man synes, den skal være. Her er kvinder og mænd for eksempel ligestillede - kvinder er krigere på lige fod med mændene. Man hører om, hvad andre mennesker føler, og oplever deres verden igennem dem, siger hun.