Læseheste går på tværs af den gode historie

Film 1. oktober 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: Så er der dømt to ugers uafbrudt sjov og spas i forbindelse med "Den gode historie" - børnebogsfestivalen - der starter i dag. Programmet byder på masser af udfordringer for kvikke og nysgerrige børn - og programmet kan i øvrigt studeres i detaljer på biblioteket, samt alle kommunens skoler og institutioner. Der er mange aspekter i den gode historie, og projektet tager sit udgangspunkt i bogen, læseglæden, læsningen og mange andre udtryksformer - for intet er så dejligt som en god historie - læst selv eller læst højt. I dag byder bibliotekets aktivitetsrum på dragemaling - bigtime! Idéen er nemlig at skabe en fælles dragebog, tegnet, malet og klippet sammen af alle de børn, der er vilde med drager - for hvem ved egentlig, hvordan en drage ser ud sådan rigtig i virkeligheden? Mød op om eftermiddagen og mød en billedkunstlærer og en pædagog, der giver dig materialer til at skabe alle tiders drage. Onsdag er der kemishow med magiske, visuelle og mystiske ingredienser og overraskelser fra formiddagen, og om eftermiddagen kan man se en god bog på film - nemlig "Surferne kommer". Torsdag er der udflugt til Knivholt, og fredag fortæller og dramatiserer Nynne Harder gode historier. I weekenden er der Kulturnat på biblioteket, hvor børne- og ungdomsforfattere mødes og læser og og snakker - og en voksen kommer forbi og fortæller en god historie fra barne- og ungdomsårene. For voksne er jo bare børn, der har fået nye tænder og lidt længere ben! Næste mandag er løgneren løs på biblioteket - og det er ingen ringere end tegneren, musikeren, forfatteren og lystløgneren Carl Quist Møller, der kommer forbi og serverer nogle ordentlige løgnehistorier - dagen efter fortæller Grethe Thomsen om sin barndom i Frederikshavn sidst i 1940'erne og senere er dramaværksted med dramalærer Hanne Boesen. Onsdag spiller Bangsbostrand Fritidsordning teater om "Prinsessen der ville se video" og der er "Tifanfay"-film om onde stedmødre, mord og nedgravede skatte. Torsdag der gys og gru i "kælderen" og fredag er der filmen "Fucking Åmål". Den gode historiens festival slutter af med gys, grin, gak og gummiben lørdag med Peter Søvad - og så har alle forhåbentlig fået masser af gode historier at tænke over og brygge videre på.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...