Læseheste i Hjallerup

Slots- og Kulturstyrelsen støtter projekt med heste og ridning

Esben Heine
Der skal gerne blive flere læseheste i Hjallerup. Arkivfoto
Brønderslev 1. februar 2018 16:37

BRØNDERSLEV-DRONNINGLUND: Brønderslev Bibliotek har netop modtaget den gode nyhed om, at Slots- og Kulturstyrelsen vil støtte et projekt omkring læsning og ridning, som er et nyetableret samarbejde mellem Hjallerup Skole, Hjallerup Rideklub og Brønderslev Bibliotek.

Projektet som forløber over de næste to år har til formål at sætte fokus på læselyst for unge piger, hvor interessen for heste er i centrum. Det nye i projektet er samarbejdet med foreningerne og her er foreningskonsulent Jeppe Østergaard et vigtigt bindeled mellem biblioteket og rideklubben.

Bibliotekschef Bente Kristoffersen udtaler:

- På Brønderslev Bibliotek har vi sat fokus på læsning for piger i omkring 11 års alderen eller ca. 5 klasse. Det har vi af flere grunde, men især fordi nye undersøgelser viser, at mens drenges fritidslæsning er uændret gennem årene, så daler pigernes. Det vil vi gerne gøre noget ved. Vi tænker, at det med at læse handler om at læse noget sjovt og noget der interesserer en. Derfor har vi valgt pigerne i rideklubben som målgruppe for forsøget.

Projektet udvikles i samarbejde med Hjallerup Skole og have fokus på mellemtrinnet, hvor eleverne skal arbejde med heste som emne og besøge Hjallerup Rideklub. Det er noget helt nyt, at foreninger er med til at udarbejde materiale til den åbne folkeskole og som her i et samarbejde med biblioteket.

Forhåbentlig vil projektet give nye og spændende bud på, hvordan foreninger, biblioteket og skolen kan arbejde sammen.

Udviklingskonsulent Louise Krogsgård fortæller:

- Vi ved, at børn motiveres til at læse om noget de synes er rigtig spændende - også i deres fritid. Vi vil med dette projekt binde skole, fritid, foreninger og bibliotek sammen og lave nogle sjove læseaktiviteter. Vi vil gerne ændre i børnenes opfattelse af, hvorfor man skal læse, og hvad de skal læse som det næste. Vi glæder os meget til det nye samarbejde, hvor vi skal samle vores forskellige kompetencer, og når vi alle gør det, vi er bedst til, kan det kun blive godt.

- Projektet strækker sig over de næste to år, hvor det første år skal gå med at udvikle sjov læseundervisning med fokus på heste, som så kan introduceres til det næste skoleår. Vi har erfaring for at den type projekter tager tid, derfor har vi søgt og fået 353.384 kr. i støtte over to år, så nu er det om at komme i gang, slutter Bente Kristoffersen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...