Læseklub blev tilløbsstykke

Biblioteket har fået læseklubber på rad og række

FREDERIKSHAVN:Forleden opfordrede kontaktbibliotekar Grethe Hagensen til, at interesserede læsere kunne starte i en læseklub i biblioteksregi. Opfordringen blev imødekommet med så stor en iver, at Frederikshavn Bibliotek nu sidder med ikke færre end tre læseklubber og én fjerde under oprettelse. Det vil sige at 30 aktive læsere, ønsker at læse bøger og debattere dem med ligesindede i syv måneder i træk. - Det er dejligt, at der er så stor interesse for bogen. Og den dér med, at der ikke er nogen, der læser mere og at bogen er en død sild, dén passer i hvert fald ikke. Men man kan endnu en gang konstatere, at det er kvinderne, der er de mest aktive læsere. Vi har nemlig kun fået en eneste mand med i læseklubberne. Det er i det hele taget et gennemgående træk at kvinderne møder talstærkt op,siger Grethe Hagensen. DR's P2 har udsendt en opfordring til landets biblioteker om at gå med i et samarbejde omkring romanlæseklubber. I DR's udsendelse "Alfabet", der sendes én gang om måneden - nemlig den anden lørdag, vil programmet hver gang behandle én af årets mere omtalte romaner, og optagelsen til udsendelsen vil finde sted på ét af de biblioteker, der har meldt sig som deltagere. Frederikshavn Bibliotek har således en chance for at gå i luften med sine læseklubber.