Læser Biblen inden jul

NIBE: Nibe Kommunes maratonlæsere har læst sig gennem tre fjerdedele af Bibelen, beretter Lotte Lyngby Nielsen, sognepræst i Bislev, Sebber og Ejdrup sogne. Det er kommunens præster og menighedsråd, der er arrangør af maratonlæsningen, som nye læsere kan tilslutte sig nu, hvor læsningen af Det gamle Testamente er afsluttet. 100 mennesker fra hele kommunen gik for et år siden i gang med læseprojektet om at få læst hele Bibelen fra første til sidste side på halvandet år. Nogen er sprunget fra, og andre kommet til. Omkring 80 er stadig med, og de er mødtes hver anden uge i en af kommunens kirker, hvor de får introduceret næste etape af læsningen. Den sidste fjerdedel af Biblen regnes for den, nemlig Det ny Testamente. Læsningen starter her i august og slutter i december. - Sommerens debatter i aviser og på tv vidner om, at der for tiden er stor interesse og nysgerrighed over for, hvad det grundlæggende i kristendommen er, konstaterer Lotte Lyngby. Ved kirkens normale gudstjeneste hører kirkegængerne kun små passager af bibelens tekster læst. Formålet med bibelmaraton-læsningen er at få de store linjer og sammenhænge med.