Det er en enkeltstående sag, og jeg har ingen brugbare løsningsforslag, men det er et billede af virkeligheden, for en ældre borger i Nordjylland, som vi andre måske kan blive lidt klogere af at kigge på, og som by- og regionsrådspolitikere måske kan arbejde lidt på at forandre.

Den pågældende ældre borger, som I kan forestille jer, hvis vi nu skal blive ved situationsbilledet, ligger lige nu i sin seng og venter. 

Hun venter på hjemmeplejen, som kommer og varmer hendes middagsmad, serverer den for hende og pænt står i dørkarmen (selvfølgelig iført blå svømmehalsfutter og matchende latexhandsker) og kigger på, at hun spiser. Hun venter også på en plejeseng, som er nødvendig for at plejepersonalet kan gøre deres arbejde, uden at slide dem selv op.

Og så venter hun på en plads på et plejehjem.

Vant til at klare sig selv

Al den venten er ny.

Amalie, som den ældre borger, der er min fars moster, hedder, er vant til at klare sig selv. Selv stå op, selv vaske sig, selv varme maden, som bliver leveret ved hendes dør på 1. sal i en opgang uden elevator og i det hele taget selv holde styr på alt, hvad livet indebærer, når man har rundet 104 år - inkl. fødselsdagsfejring med kaffeselskab i flere omgange.

Det kan hun ikke længere.

Efter en indlæggelse med hjerteflimmer, begyndte Amalies krop at opfører sig måske mere alderssvarende end den hidtil har gjort og hun var dårlig og utryg ved at skulle hjem. Derfor bad både hun, vi (hendes pårørende) og personalet på Aalborg sygehus om en aflastningsplads, og fik det svar, som meget let forståeligt står i udskrivningsrapporten: “Ikke mulighed for aflastningsplads, da der ikke er nogle ledige pladser i kommunen.”

Ingen forlomme

Det er tre uger siden Amalie kom hjem.

Alle vi har talt med og haft besøg af, har været hjælpsomme, lydhøre, venlige og temmeligt begrænsede i deres mulighed for at gøre noget som helst. 

Kæmpe klapsalve til hjemmeplejen, som blæste på reglerne og brugte komfuret, så hun kunne lave øllebrød til morgenmad og stor begejstring.

Og nej, det kan ikke lade sig gøre, at hoppe foran i køen til plejehjemmet, men en lille bitte forlomme til en over hundredeårig dame kunne man måske godt give.

Eller man kunne i det mindste tage sig tid til at kigge på hendes sag og vurdere, om hun overhovedet er berettiget en plads.

Nu kommer der lidt folkeoplysning om visitering til plejebolig (specifikt hvis du ønsker plejebolig i en anden kommune end din hjemkommune) - og jeg håber virkelig, at jeg har misforstået det meste og at nogen vil korrekse mig her:

Først skal du søge om at blive visiteret i din egen kommune. I Amalies tilfælde skete det nærmest automatisk da hun blev udskrevet og ikke kunne få en aflastningsplads. Visitatoren kom på besøg og vurderede hurtigt at en plejeplads er helt berettiget.

Når du er visiteret i din hjemkommune sender de sagen videre til den kommune du ønsker plejebolig i. Så skal de også visitere dig. Det kan åbenbart variere, om du er berettiget til en plejebolig afhængig af kommunegrænser.

Her venter Amalie.

Og det kan hun gøre i op til otte uger.

Så tilbage til den overordnede proces.

Lad os antage, at den næste visitator også vurderer, at du har brug for så meget hjælp, at du kan få en plads på et plejehjem. Eller, det er der jo så ingen garanti for. Du er berettiget en plads på et plejehjem. Det er ikke det samme, som at du får en.

Hvis du ønsker et specifikt plejehjem, så står du nu på ventelisten, som vi af helt naturlige grunde ikke kan sige noget om, hvor hurtigt flytter sig. Heldigvis er der den mulighed, som hedder noget i retning af boliggaranti, hvor du så skal tilbydes en plads indenfor otte uger, på hvilket som helst af kommunens plejehjem - der er langt fra Skagen til Lyngså, og ligeledes mange andre steder i vores skønne landsdel, men du får en plads i løbet af max 16 uger sammenlagt - hvis du altså er dårlig nok til at blive visiteret i første omgang.

Som jeg skrev indledningsvis: Jeg har ingen brugbare løsningsforslag, men fortsat tiltro til velvillige og dygtige folkevalgte, så god arbejdslyst.

Amalie venter.