Alle ønsker udvikling, men ingen ønsker forandring

Feggesundfærgen er en blandt mange, der vil nyde godt af nye ferieboliger på Nordmors, mener kommunalpolitikeren Tage Andersen. <i>Privatfoto</i>

Feggesundfærgen er en blandt mange, der vil nyde godt af nye ferieboliger på Nordmors, mener kommunalpolitikeren Tage Andersen. Privatfoto

DEBATINDLÆG: Det er med en vis begejstring, at vi kan konstatere, at byggeriet af et feriehotel på Nordmors nu endeligt ser ud til at lykkes. Og findes der mon et bedre sted til ferieophold, med så naturskønne omgivelser

I mange år har vi kæmpet for at bevare det, vi har, og det har til tider været en hård kamp. Med fælles indsats er vi ofte kommet i mål med et godt resultat. Men for at finde decideret udvikling og nye tiltag, skal vi vel tilbage til etableringen af Ejerslev Havn. Ellers har kampen jo været for at bevare f.eks. købmanden, Skarregaard, skolen og her til sidst også Børnegården. Men er det nok?

Nu banker et nyt stort projekt på døren – et projekt, der vil skabe udvikling på Nordmors, endda i stor skala. Og skal vi så være dem, der siger nej tak til flere besøgende, mere omsætning og evt. nye naboer, der har forelsket sig i vores skønne plet?

Det kommer til at forandre noget i vores område, for det kommer til at betyde flere turister, flere biler, og måske også lidt mere virak. Men sådan er det, når flere mennesker mødes.

Heldigvis, så har de mennesker, der laver lidt virak også penge med, og de er på udkig efter oplevelser. Det betyder jo så, at de vil tilføre området en hel del ny kapital, der vil komme os alle til gode. Hvis bare feriehotellet har en gennemsnitlig belægning på 25% procent, vil det betyde flere millioner i omsætning alene hos købmanden. Dertil kommer så bagerens ekstra omsætning, og Skarregaards, og molermuseets, og kroens. Og mon ikke der også følger flere jobs med en større omsætning?

Det er klart, at vi hver især kan have bekymringer for det nye, især når der investeres i så stor skala, som feriehotellet er. Men hvis vi forbereder os godt, tager en åbenhjertig samtale i vores område, hvor vi efterfølgende kan tænke de gode løsninger til fordel for flest mulige, så kan vi undgå de største gener efterfølgende.

Jeg foreslår derfor, at vi allerede nu nedsætter en arbejdsgruppe, der kan begynde at arbejde med de udfordringer og bekymringer projektet medfører. Jeg tror, at vi kan finde mindelige løsninger på det meste og dermed få størst mulig indflydelse på projektet i samarbejde med Morsø Kommune og ejeren af de nye ferieboliger.

Skal vi se bare lidt ud i fremtiden, så kan disse nye ferieboliger også være med til at bevare færgedriften over Feggesund. Der vil selvfølgelig komme en del kunder til ferieboligerne nordfra, og de vil jo tage færgen over – og mon ikke thyboerne kan se fornuften i, at 104 ferieboliger få kilometer fra færgen er interessante kunder til oplevelser i Thy?

Lad os gribe fremtiden, og lad os gøre forandringerne til muligheder, så vi kan udvikle vores allesammens Nordmors til det bedre. Til gavn for alle.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.